14. juni 2003, af Jørgen Steen Nielsen
http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=146080
Den tålmodighed, som præsident Bush, premierminister Blair og statsminister Fogh Rasmussen ikke kunne mønstre over for FN’s våbeninspektører i marts, appellerer de nu til verdensoffentligheden om at udvise over for dem selv.
»Vi behøver tid for at finde Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben,« siger de tre krigsherrer. Nøjagtig som chefen for FN’s våbeninspektion UNMOVIC, svenskeren Hans Blix, sagde helt frem til den 17. marts, da hans folk blev beordret ud af Irak for ikke at blive ramt af de bomber og missiler, som de utålmodige amerikanere og briter begyndte at affyre to døgn senere.
Blix og hans inspektører nåede at gennemføre 731 inspektioner af 411 lokaliteter igennem de knap fire måneder, de arbejdede i Irak. De amerikanske og britiske specialtropper, der siden har haft ansvar for eftersøgningen, har i de knap tre måneder siden krigens start undersøgt over 230 steder.
Konklusionerne er klare: UNSCOM »har ikke på noget tidspunkt under inspektionerne i Irak fundet beviser på en fortsættelse eller genoptagelse af programmer for masseødelæggelsesvåben eller nævneværdige mængder af forbudte emner – hverken fra før 1991 eller efter,« sagde Blix forleden i Sikkerhedsrådet.
»Det ser ikke ud til, at der er flere steder at lede i øjeblikket. Vi dasker rundt uden opgaver i den nærmeste fremtid,« sagde lederen af et af de amerikanske eftersøgningshold, oberstløjtnant Keith Harrington, til nyhedsbureauet AP.
Ligesom FN-inspektørerne har specialtropperne ingen kemiske, biologiske eller nukleare våben eller stoffer fundet, og nu fordriver de tiden indtil den nært forestående hjemsendelse med at skrive breve. Åbenlyst frustrerende for en mand som Harrington, der sidste efterår havde amerikanske journalister på overlevelseskursus om Irak-krigen. »Dette er det vigtigste stykke udstyr, I kan have med jer. I kan ikke gennemføre jeres mission, hvis I er døde,« truede dengang Harrington og svingede en gasmaske over journalisternes hoveder.
Saddams giftgasangreb kom aldrig, og de, der nu synes truede, er dem, der startede krigen.
I USA er både Senatets efterretnings- og forsvarsudvalg ved at indlede høringer om de såkaldte ’beviser’ mod Saddam Hussein, der begrundede krigen. En af krigens stærkeste fortalere, den neokonservative redaktør William Kristol, sagde forleden til tv-kanalen Fox News, at »Vi, der var høge, skal ikke benægte, at der kan være afgivet urigtige erklæringer« af præsidenten og udenrigsminister Colin Powell. Den tidligere republikanske aspirant til præsidentposten Pat Buchanan skriver, at det afgørende argument for krigen nu »kollapser som et sandslot i tidevandszonen«. Økonomen Paul Krugman skriver i New York Times, at hvis præsidentens påstand om Sa ddam som en overhængende trussel mod USA viser sig at være falsk, så kan dette blive »den værste skandale i USA’s politiske historie.« Og John Dean, tidligere rådgiver for præsident Nixon, siger, at hvis Bush har ført USA i krig på basis af forfalskede informationer, »så er han solgt«. Juristen Dean gør opmærksom på, at bevidst misbrug af efterretningsoplysninger kan udlægges som en ’alvorlig forbrydelse’, som defineret i den amerikanske forfatnings paragraf om rigsretssager.
I Storbritannien er der tilsvarende undersøgelser undervejs i Parlamentets udenrigsudvalg og i efterretnings- og sikkerhedsudvalget for at afdække, om Tony Blair og hans regering har vildledt parlament og offentlighed og misbrugt materiale fra efterretningstjenesten. Labours tidligere næstformand og forsvarsminister Lord Dennis Healey sagde forleden, at »hvis det viser sig, at han (Blair. red.) har haft uret om våbene –
eller værre, hvis han bevidst har afgivet falske erklæringer – så er det min opfattelse, at han bør erstattes som leder.« Den tidligere konservative minister Michael Portillo, der støttede Blair i beslutningen om krigen, skriver i The Independent: »Hvordan kunne jeg være så naiv? ’Spin’ er Tony Blairs værk, og det vil blive hans undergang.« Og chefen for de britiske styrker under den første Golfkrig, Sir Peter de la Billiere, siger til Daily Mail, at »Det ville ikke være overraskende, hvis forældrene og familierne til dem, der døde i Irak, nu spørger i bitterhed, om liv er blevet ofret med en retfærdiggørelse, der er usand.«
Presset på regeringscheferne i USA og Storbritannien er stort. Kritikerne i egne rækker og andre partier raser, og pressen graver og forlanger ansvaret placeret. Skulle undersøgelserne dokumentere, at George Bush og Tony Blair har ført offentligheden bag lyset, er deres stillinger truede.
I Danmark hersker derimod ro. Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at der skam var mange gode grunde til at fjerne Saddam, også andre end den om Saddams våben, som i marts udgjorde regeringens eneste formelle begrundelse og Folketingets beslutningsgrundlag. Udenrigsminister Per Stig Møller siger, at muligvis var der ingen forbudte våben i Irak, men selve mistanken, som Saddam ifølge udenrigsministeren holdt i live, var nok til at legitimere krigen med dens død og ødelæggelse.
Og oppositionen i Danmark? Den er taget på ferie og siger ikke et kuk. Ligesom i øvrigt det meste af pressen.
Det fulde omfang af den manipulation, som den internationale offentlighed og parlamenterne i de krigsførende lande har været udsat, kan ikke bedømmes endnu. Lige så lidt som det kan afvises, at fortsatte eftersøgninger i Irak kan bringe elementer af et illegalt våbenprogram for dagen. Først når de forskellige udvalg i USA og Storbritannien har afsluttet deres afhøringer og undersøgelser af de fortrolige efterretningsdokumenter, kan det konkluderes, hvor solide de t ilgrundliggende oplysninger og vurderinger har været. Samt om Bush og Blair – som hævdet af en stribe unavngivne efterretningsfolk i begge lande – har ‘doktoreret’ materialet og handlet mod bedre vidende.
Hvad derimod kan belyses er, hvordan de krigsførende regeringer har brugt det materiale, som løbende siden november er blevet lagt offentligt frem af Hans Blix og hans kollega Mohamed El-Baradei fra det internationale atomenergiagentur IAEA. Samt forholdet mellem regeringernes udsagn før krigen og de observationer, man har gjort i Irak efter krigen.
Den 21. marts sagde Per Stig Møller fra Folketingets talerstol: »Han har skjult de masseødelæggelsesvåben. Hans Blix bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem.«
Det er der ikke meget, der tyder på, at Blix gjorde. En søgning på CNN, BBC, Reuters og Ritzau samt diverse dagblade afslører ikke noget sådant udsagn. Derimod er Blix citeret for i døgnene omkring krigsstarten at sige: »Hvis de har nogen – og igen: det e r et stort ‘hvis’ – så tvivler jeg på, at de vil bruge dem.« (CNN)
»Vi har sagt, at der er mange ting, der ikke er gjort rede for, men det er ikke det samme som at sige, at der er VX(-nervegas, red.)« (CNN)
Der er »stadig mange spørgsmålstegn (...) og jeg er blandt dem, der er mest nysgerrige efter, om de (inspektørerne, red.) vil finde nogen (masseødelæggelsesvåben) eller ej.« (CNN)
»Politisk pres og især militært pres var afgørende for at få irakerne til at deklarere og samarbejde, men når pres transformeres til brug af magt, så er det efter min mening en katastrofe.« (BBC)
Den danske udenrigsministers brug af Blix i Folketingets beslutningsproces om dansk krigsdeltagelse er symptomatisk for den måde, også den amerikanske og britiske regering inddrog FN-inspektøren i deres spil.
Den britiske politolog Glen Rangwala, Newnham College, Cambridge, har analyseret i detaljer, hvordan de to regeringer har manipuleret med våbeninspektørernes arbejde og Blix’ rapport er: »En central del af regeringernes taktik var at blæse mistanker op og fremstille dem som kendsgerninger,« mener Glen Rangwala.
Et eksempel: FN-inspektørerne har været i stand til at påvise, at miltbrand-vækstmedie var blevet brændt og begravet i større mængder på en lokalitet ved al-Hakam-produktionsanlægget: »Det var ikke muligt – og vil aldrig blive muligt – ud fra jordprøver at afgøre, hvor store mængder der blev destrueret. Derfor registrerede FN-inspektørerne dette materiale som ’ikke redegjort for’: hverken bekræftet ødelagt eller anset for at eksistere. Oversat til udtalelser fra den britiske og amerikanske regering blev dette til ’lagre’, som de hævdede, at Irak skjulte for inspektørerne,« siger Rangwala.
Således sagde udenrigsminister Jack Straw to dage før krigsudbruddet til Underhuset, at »vi ved, at denne mand har masseødelæggelsesvåben. Det lyder lidt abstrakt, men det vi taler om er kemiske våben, biologiske våben, virus, bakterier og miltbrand – 10.00 0 liter miltbrand – som han er i besiddelse af. Vi ved, at han har det, Dr. Blix påpeger det.«
I virkeligheden har Blix igen og igen sagt, at »dette er ikke det samme som at sige, at der er masseødelæggelsesvåben. Hvis jeg havde solide beviser på, at Irak havde bevaret masseødelæggelsesvåben eller konstruerede sådanne våben, så ville jeg meddele Sikkerhedsrådet det.«
Glen Rangwala siger, at Blair i sit centrale Irak-dossier fra september 2002 skriver, at »informationer, som er offentligt tilgængelige i form af FN-rapporter (...) klart peger på Iraks fortsatte besiddelse efter 1991 af kemiske og biologiske stoffer og våben, fremstillet før Golfkrigen.«
Men, indvender Rangwala, »der eksisterer ingen FN-rapporter efter 1994, som hævder, at Irak fortsat besad masseødelæggelsesvåben. Det vidste man udmærket i efterretningskredse.«
Under parlamentets afgørende Irak-debat i marts fremdrog Blair UNMOVIC’s seneste rapport og citerede direkte, at »Irak havde haft vidtrække nde planer for våbenproduktion« med nervegassen VX.
»Læg mærke til tiden – ’havde haft’ – citatet var hentet fra en del af rapporten, som beskrev Iraks politik før 1991. Det gjorde Blair ikke opmærksom på,« bemærker Rangwala.
Blix selv har i de seneste dage taget bladet fra munden og kritiseret amerikanernes og briternes grundlag for påstandene om Saddams forbudte våben.
»Vi undersøgte rigtig mange lokaliteter, som vi havde fået oplysninger om fra efterretningstjenesterne. Kun i tre tilfælde fandt vi noget overhovedet, og det havde intet med masseødelæggelsevåben at gøre,« sagde Blix til BBC i sidste uge.
»Jeg må indrømme, at det chokerede mig lidt. Vi havde fået at vide, at de ville give os de bedste efterretningsoplysninger, de havde, så jeg tænkte: Min Gud, hvis dette er deres bedste efterretninger, og vi intet fandt, hvad så med resten?«
En af Blix’ inspektører i felten, Bernd Birkicht, siger til The Independent, at han tror, CIA konstruerede efterretnings oplysninger for at bane vej for krigen.
»Vi fik informationer om en lokalitet med de nøjagtige geografiske koordinater. Da vi kom dertil, var der ingenting. Ingenting på jorden, ingenting under jorden. Kun ørken,« siger Birkicht. Som tilføjer, at et af de ’dekontaminerings-køretøjer’, som udenrigsminister Colin Powell viste satellit-billeder af i Sikkerhedsrådet den 5. februar, viste sig at være en brandbil. Heller ikke ’gift-centralen’ ved Khurmal med et postuleret netværk af tunneler og avancerede kemiske installationer levede på nogen måde op til påstandene, da man inspicerede den.
Også andre efterretningsbaserede ’beviser’ er faldet til jorden, endnu inden de amerikanske og britiske høringer er kommet rigtigt i gang. Blairs udsagn om, at irakiske masseødelæggelsesvåben kunne tages i brug mod omverdenen med 45 minuters varsel blev ikke bekræftet under krigen, viser sig at bygge på bare en enkelt kilde – en irakisk afhopper – og understøttes ikke af viden indsamlet i Irak efter krigen.
Og George Bushs påstand i sin State of the Union-tale om at Irak havde prøvet at købe »betydelige mængder uran i Afrika« kom fra Blair, men viste sig at bygge på forfalskede dokumenter, formentlig af italiensk oprindelse. Det vidste både amerikanske og britiske efterretningsfolk, da Bush talte.
»Vi har fundet masseødelæggelsesvåben. Vi har fundet biologiske laboratorier.« Præsident Bush spillede sit foreløbig bedste og eneste kort, da han for nylig i Polen blev sat under pres af medierne. De to trailere med teknisk udstyr, som efter krigen er fundet i Irak, er ifølge Bush, Blair og Powell mobile biologiske våbenproduktionsanlæg, identiske med dem Powell viste tegninger af i Sikkerhedsrådet i februar. Men end ikke det ’bevis’ er skudsikkert.
CIA og det amerikanske forsvars efterretningstjeneste DIA præsenterede den 28. maj et notat, der efter grundige undersøgelser konklude rede, at ingen anden anvendelse for trailerne end fremstilling af biologiske kampstoffer var sandsynlig og troværdig. Ejheller selvom begge anlæg var uden mindste spor af miltbrand eller andre relevante biologiske stoffer.
For en uge siden kunne New York Times imidlertid afsløre, at af de tre hold vestlige eksperter, der har analyseret anlæggene for efterretningstjenesterne, er holdet med de mest erfarne analytikere meget skeptiske. En af dem – unavngivet – siger til avisen, at notatet »var et sjusket stykke arbejde og ser politisk ud.« En anden at »alle har ønsket så stærkt at finde ’the smoking gun’, at de måske ville nå frem til denne konklusion. Jeg er meget utilfreds med processen.«
Skeptikerne siger, at anlæggene mangler flere forskellige installationer for at have kunnet producere dødelige mikroorganismer, og at irakernes egen forklaring – at anlæggene lavede brint til vejrballoner – forekommer troværdig. Uafhængige fagfolk har hæftet sig ved det åbenlyst besynd erlige i, at en trailer, der i hemmelighed skulle producere nogle af de allermest dødbringende biologiske stoffer, ikke var sikkert indkapslet i metal, men alene beklædt med lærredsstof.
Det svage led i den beviskæde, som nu granskes i USA og Storbritannien, kan vise sig at være kilderne. Afhoppede irakere er angivet som kilder til f.eks. Colin Powells udsagn om de mobile laboratorier, Blairs udsagn om 45 minutters-fristen og påstandene om Iraks fortsatte atomvåben-forberedelser. Ifølge Glen Rangwala er kontakten mellem afhoppere og amerikanske myndigheder ofte sket på initiativ af Ahmad al-Chalabi, den kontroversielle leder af eksilorganisationen Iraqi National Congress (INC), der i disse dage forsøger at afsætte historien om, at Saddam sidder et sted i Bagdad og styrer et organiseret oprør.
I slutningen af 1990’erne var INC i USA plaget af splittelse og af rygter om økonomiske uregelmæssigheder.
»Deres eneste aktiv var en a lliance med den neokonservative højrefløj i det republikanske parti. For at fastholde den alliance, måtte INC producere informationer, som de neokonservative kunne bruge,« siger Rangwala.
Han hævder at vide fra efterretningskilder, at INC ’vejledte’ afhoppere i at fortælle amerikanerne skræmmend historier om truslen fra Saddams forbudte våben. Også en række af New York Times forsidehistorier før krigen om Iraks våben havde al-Chalabi som unavngiven irakisk kilde.
»Et betragteligt antal af de historier, som INC bragte i omløb, er siden blevet afkræftet,« siger Rangwala.
Til gengæld er der så vidt vides ikke én af de mange irakiske militærfolk, forskere, teknikere og embedsmænd på højt og lavt niveau, som efter krigen er blevet grundigt afhørt af de amerikanske og britiske efterretningstjenester, der har kunnet bekræfte påstandene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben eller give afgørende nye spor. USA tilbyder dusører på 20.000 dollar til irakere med oplysninger, der fører til de forbudte våben – til dato menes ingenting at være kommet til udbetaling.
I torsdags sagde Hans Blix til Le Monde:
»Dette er ikke første gang, at militærmagt er blevet udøvet på basis af efterretninger, som viste sig at være forkerte. Bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd (i 1999) var resultatet af forkerte efterretningsoplysninger. En kemisk fabrik nær Khartoum blev ødelagt på samme vis (i 1998). Det rejser spørgsmålet: på hvilket grundlag skal en krig kunne startes?«
»Beviserne skal kunne holde i byretten,« sagde udenrigsminister Per Stig Møller til Ritzau den 6. september 2002. Et halvt år senere anbefalede ministeren fra Folketingets talerstol, at Danmark gik i krig baseret på det faktum, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.
I USA og Storbritannien er det nu de store undersøgelsers tid. Bush og Blair risikerer alt, hvis Saddams våben ikke findes og det påvises, at der er blevet løjet og manipuleret med efterretningsopl ysningerne.
I Danmark er det blevet sommer.