Hardy Hansens tale på Hiroshima-dagen 6. august 2009 på Christiansborg
Slotsplads.

Kære deltagere.

Tak for velkomsten
Og tak til arrangørerne, der står bag demonstrationen mod atombomber og USA´s
atombombeangreb på Hiroshima.

USA´s præsident Harry Truman, der få måneder forinden i april havde overtaget
præsidentposten efter sin afdøde forgænger Franklin D. Roosevelt,  har samtidig
overtaget verdens mest dødbringende og hemmeligholdte atombomber for
verdenssamfundet.

USA valgte Hiroshima som den perfekte by til testning af atombombens morderiske
evner, da byen er både forholdsvis stor og tæt bebygget og ikke tidligere havde
været udsat for militært angreb.

Klokken 8.15 slipper bombeflyet sin dødbringende last og 45 sekunder senere
afløses morgengryet og det civile liv af et dødbringende og blændende hvidt lys,
der på et øjeblik udsletter størstedelen af byen Hiroshima, og over 70.000 af
dens befolkning bliver offer for USA´s masseødelæggelsesvåben.

Og i løbet af det næste år stiger antallet af døde til næsten 140.000 civile
ofre som følge af forbrændinger og den dødbringende strålesyge, der også rammer
mennesker, der slet ikke var i nærheden af atombombesprængningen.
USA beviste sin militære magt over for Japan og resten af verden, men først da
den anden atombombe mod Nagasaki tre dage senere den 9. august blev nedkastet,
kapitulerede Japan, da de havde været offer for verdens første atomangreb, der
på få sekunder dræbte omkring 300.000 civile japanske borgere og lagde to store
byer i ruiner på den meste grusomme måde, som kun atombomber kan forårsage med
sit dræbende sprængstof, som efterfølgende har vist, at overlevende og de
efterfølgende generationer af mennesker og dyr får alle mulige former for
cancer, misdannelser eller dødfødte babyer.

Man kan med rette sige, at USA´s præsident Truman var personligt ansvarlig for
verdens største og kyniske folkedrab, som strider mod alle
menneskerettighedserklæringer uden, at der blev krummet et hår på hans hoved
eller slæbt for en domstol og anklaget for folkedrab. Truman blev i stedet for
nærmest udråbet som krigshelt af det amerikanske folk og hans allierede.

Og verden var for første gang i historien kastet ud i frygten for atomkrig og
den totale ødelæggelse af alt liv på jorden, hvorfor verdenssamfundet ikke kan
leve med atomvåbens eksistens, der med rette kan betegnes som verdens mest
kyniske terrorvåben, da et enkelt sygt menneske kan forårsage klodens totale
ødelæggelse.

De menneskelige lidelser var ubeskriveligt høje og den omkringliggende jord blev
gold som Saharas ørken efter atombomberne blev smidt, det betød at der ikke i
årtier kunne dyrkes gulerødder og andre nødvendige fødevarer til opretholdelse
af livet for befolkningen i byerne Hiroshima og Nagasaki og på trods heraf så
fortsætter det fuldstændig vanvittige våbenkapløb som aldrig før med
fremstilling af mange former for atombomber i en totalt livstruende udvikling
som fredsforsker Roger Molander ironisk skrive i sin bog "Den gode nyhed er, at
du er sikker på at blive dræbt i en atomkrig. Den dårlige nyhed er, at hvis du
lever en stund er straffen højere og så ulidelig, at overlevelsen er en straf,
der er værre end den øjeblikkelige død." Så man må desværre sige, at atombomben,
der ramte Japan beviste, at USA havde udviklet verdens værste dræbermaskine.

Før 1990 have USA og Rusland et atomvåbenarsenal på ca. 70.000 bomber, som de
efter aftale reducerede til omkring 26.000. Men det er stadig et ubegribeligt
højt tal, der kan udslette alt liv på jorden mange gange. Der findes atomvåben i
andre lande som f.eks. Israel, Pakistan, Indien, som betyder at spredningen af
atomvåben stort set er ude af kontrol og breder sig som en livstruende
steppebrand, da mindst 21 lande har atomvåben.

Der findes også i dag omkring 350 amerikanske atomvåben i Europa dels i England,
men også i lande, der ikke anses som atommagter nemlig vort naboland Tyskland,
Italien, Belgien, Holland og Tyrkiet.
Flyvevåbenet i disse lande træner med jævne mellemrum i at kaste de amerikanske
atomvåben. En sådan form for spredning af atomvåben er i strid med NATOs ikke
spredningsaftale.

Denne spredning af kernevåben er på alle måder et grundlæggende problem, medens
demokrati i ordets bogstavelige forstand skulle betyde et åbent samfund med
sikkerhed og fred og med indsigt og en oplyst befolkning og med indflydelse fra
landenes borgere. Men når det drejer sig om atomvåben bliver befolkningerne
holdt uden for indflydelse og indsigt i de militære beslutninger. Greenpeace
beviste i 2006 ved en undersøgelse blandt befolkningerne i England, Tyskland,
Italien, Belgien og Holland, at 65 % af befolkningerne ikke vidste, at deres
land var værter for amerikanske atomvåben. Og det er på trods af, at 69 % af
landenes befolkning ønskede et kernevåben-frit Europa, som de politiske og
militære beslutningstagere fuldstændig ignorerer.

Her i begyndelse af det 21 århundrede er spredningen af atomteknologi til både
fredelige og militære formål blevet en langt større trussel mod menneskeheden.
Et Nordkorea, Indien og Pakistan, der råder over atomteknologi og et Iran med
deres igangværende atomprogram, har øget risikoen for våbenkapløb i det
krigeriske og konfliktfyldte område i Mellemøsten, som også er et
frygtindgydende bevis på, at når nogen har atomteknologi gør mange andre lande
også støre anstrengelser for at få det. Det har udviklet sig til at blive en ny
definition på statslig suverænitet på det atomare område.
Det vil i årene fremover sandsynligvis betyde en voldsom stigning i antallet af
små og mellemstore atommagter, der vil udløse et nyt våbenkapløb.
USA, der er verdens største atomvåbenproducenter, er blevet bange  og klar over
faren for total menneskelig udslettelse, hvorfor de nu selv opstiller
missilforsvar for at redde den amerikanske befolkning fra at blive udslettet, og
så giver de fanden i resten af verdens befolkning.

Regeringscheferne i hele verden kender godt de her nævnte farer i verdens nye
atomalder og de ved også godt, hvordan en sådan krig kan undgås gennem
diplomatiske og internationale nedrustningsaftaler. Og jeg har med glæde hørt,
at Amerikas nye præsident Obama ønsker en total afskaffelse af alt atomvåben,
som vi herfra og i vores kommende fredsarbejde med alle kræfter skal støtte ham
i, så vi får presset de fodslæbende ansvarlige politikere. Også den danske
regering skal vækkes af sin tornerosesøvn og leve op til sit ansvar for den
danske befolknings sikkerhed ved at vort lands stats- og udenrigsminister i Nato
og FN arbejder for afskaffelse af alle kernevåben.

Der er et tvingende behov for et internationalt kontrolsystem, som ikke er
noget, der hører fortiden til, men noget vi må forlange at politikerne tager
alvorligt her og nu for at få stoppet et kommende folkedrab i en kernevåbenkrig.

Danmark er desværre i de seneste år blevet en krigsførende nation, hvor
beslutningen uden nogen folkelig debat blev presset gennem i Folketinget. Vi har
deltaget i krig i Jugoslavien, Irak og Afghanistan uden at Danmarks interesser
var truet af nogen af landene, og vi har uden tvivl fået mange fjender herved.

Danmark er nu en krigsførende nation med ca. 500 danske soldater, der daglig
sætter deres unge liv på spil. Indtil nu har det kostet 26 danske soldater
livet, og Nato har udtalt, at langt flere er på vej, da de har forberedt nye
store offensive kamphandlinger i Helmann provinsen, hvor de danske soldater er i
krig.

Man må beklageligvis formode, at Danmarks krigshandlinger kan få den konsekvens,
at vi er mål for gengældelseskrig eller nye terrorhandlinger, som vi allerede
har set ved den danske ambassade i Pakistan, der krævede flere uskyldige
dødsofre.

Derfor vil jeg igen sige - kære danskere. Danmark er i krig selv om I ikke kan
høre bombefly og kanontorden.
Der er meget der tyder på, at danskerne viser krigen passivitet og blot er
tilskuere til krigen gennem det manipulerende TV-billede og forbliver tavse som
en listetyv i nattens mulm og mørke.

Noget tyder på, at den danske befolkning tænker mere på regerings lovede
skattelettelse end på krigens konsekvenser. Og jeg vil gerne minde jer danskere
om, at der ikke er noget at bruge en skattelettelse til, hvis vi taber kampen
for freden.

Hvis København, Århus eller Odense bliver smadret som Hiroshima blev det den 6.
august 1945 er det for sent at vågne op og kræve fred og nedrustning. Så derfor
kræver det en handlingskraftig befolkning her og nu og ikke først, når landet
brænder, som vi så i København for 200 år siden og i Hamborg og Berlin i
slutningen af 2. verdenskrig.

Vi må derfor som borgere kræve af regeringen, at den udfører sit
sikkerhedspolitiske arbejde og sikrer os kernevåbenfriheden tilbage. Vi må vise,
at vi ikke er et biologisk monster, men ansvarlige mennesker, der har den
politiske modenhed til at se farerne i den vildt flyvende videnskabelige
atomudvikling, for vi vil have fred og en levende verden med mennesker og natur.
Min gamle arbejdsplads Specialarbejderforbundet, som jeg var formand for i 17
år, afholdt i 80erne og 90erne flere gode internationale konferencer med
fremragende fredsforsker og fremsynede politiske ledere som f.eks. Oluf Palme,
Bruno Kreisky, Villy Brandt, Anker Jørgensen og Svend Auken om atomvåbenfri
zoner.

Schlüter regeringen afholdt en lignende konference på Christiansborg i dagene
24. og 25. november l984.

Alle konferencerne konkluderede efter en meget varieret debat for og imod
atomvåbenfri zoner, at det ville være et godt bidrags til bl.a. at bryde
dødvandet i nedrustningsdebatten.

Konferencerne fastslog, at de nordiske lande i fællesskab skulle virke for et
kernevåbenfrit Europa - for at arbejde hen imod en kernevåbenfri verden.

Derfor synes jeg, vi her i dag skal samle os bag kravet om kernevåbenfri zoner,
for ellers har vi måske før vi aner det slet ingen verden. Men hvis det skal
lykkes, kræver det en stærk og bred folkelig opinion, og vi må kræve af
regeringen, at den påtager sig arbejdet for atomvåbenfri zoner - og hvis den
ikke vil må vi skifte regeringen ud.

Den danske regering er stolt af Danmarks nye udenrigspolitik.
Her er der igen tale om en utrolig manipulation af den danske befolkning.
Tidligere førte Danmark en aktiv udenrigspolitik, hvor vi sagde nej til
oprustning, og hvor vi støttede ANCs kamp for frihed i Sydafrika mod det hvide
apartheidstyre, og hvor vi støttede freden og friheden for det enkelte menneske.
Den siddende regering kalder det en aktiv udenrigspolitik, hvor Danmark ukritisk
skal følge tidligere præsident Buschs ønsker. Vi har desværre reduceret det
danske udenrigsministerium til et ekspeditionskontor for amerikanske ønsker.

Anders Fogh Rasmussen har for mig været en dårlig statsminister, som jeg mener
optræder som en ulv i fåreklæder. Det har især vist sig på det humanitære område
over for flygtninge og indvandrere.
Hvorfor jeg her i aften vil sige til de irakiske flygtninge, der bl.a. opholder
sig i Brorsonskirken på Nørrebro, at jeres smerte og frygt er i vore hjerter
hver eneste dag. Og det har vakt vores vrede, at Danmarks regering med sit
indvandre- og flygtningehadske støtteparti Dansk Folkeparti, handler så kynisk
og med en magtarrogance, der vækker grufulde minder om 1930erne, hvor det
officielle Danmark sendte flytningen, der var truet på liv og helbred tilbage
til forfølgerne i Nazityskland.

Men helt uansvarligt har det været på det militære og det udenrigspolitiske
område, hvor Fogh har sat sin personlige prestige langt højere end en fredelig
verden og medmenneskelighed.

Han er den direkte ansvarlige for dansk deltagelse i Irak krigen, der med al
tydelighed har vist os, hvor uhyggelig og umenneskelig krig er. Han har med
krigen bragt skam over vort land. Han er også en af de hovedansvarlige for 1
million dræbte irakere og 4 millioner flygtninge og et smadret samfund. Hans
løgnagtige manipulation af folketinget og den danske befolkning har været
medårsag til håbløshed og en usikker fremtid for det meste af den irakiske
befolkning. De har gennemlevet krigens rædsler med undertrykkelse, pression,
massemord, voldtægt, angst, død, lemlæstelse, begravelser og fornedrelse ved
ikke at kunne forsørge deres familie eller ved at skulle underkaste sig Amerikas
og de allieredes udvikling i deres land. Alle disse menneskelige omkostninger og
politiske manipulationer giver mig kuldegysning og bange anelser, nu hvor Anders
Fogh pr. 1. august har overtaget posten som NATOs generalsekretær, da NATO ikke
længere kun er en forsvarsalliance, men er blevet gjort til verdenssamfundets
politibetjent, hvis ordensreglement defineres af det amerikanske værdiggrundlag,
som i mange tilfælde har ført til aktiv krigsførelse.

Og jeg mener, vi har sat ræven til at vogte gæs, så jeg forstår godt, at Tyrkiet
var stor modstander af valget af Anders Fogh, som om nogen har jokket og trampet
på den arabiske verden med hans menneskefjendske støtte til Jyllandspostens
"Muhammed-tegninger", og som præsident Buschs skødehund i deres fælles
krigsførelse i Mellemøsten og deres støtte til Israels krigsførelse mod
palæstinenserne, som Sydafrikas Desmond Tuto har betegnet som nyere tids største
krigsforbrydelse med voldelig undertrykkelse af menneskerettigheder med bl.a.
den 50 km lange mur, som den Internationale Domstol har dømt ulovlig.

Så med Anders Foghs lange synderegister som korsridder på det humanitære område,
må vi i årene fremover holde et vågent øje med hans ledelse som generalsekretær
for NATO, hvor mange af medlemslandene mener, at atomvåben er nødvendige til
afskrækkelse af de såkaldte slyngelstater. Rusland, Nordkorea og især Irans
atomproduktion frygter mange internationale militære eksperter  kan resultere i
en ny stor konflikt, der kan udløse en krig, hvor atombomben tages i anvendelse.
 
Afslutningsvis skal min konklusion være, at nedrustning ikke kun er et
spørgsmål, der hører fortiden til, men er politik-områder, man skal forholde sig
til i dag. Der skal være international adgang til alle landes atomteknologi på
alle militære og civile områder, så vi får en effektiv atomnedrustning og total
våbenkontrol i verden.
Så vi kan få stoppet det sindssyge våbenkapløb, så aldrig noget lands befolkning
igen skal opleve en massakre som i Japan den 6. august 1945.

I øvrigt vil jeg varmt anbefale, at de ca. 1.500 billioner US dollars, som
verden bruger på det militære isenkram om året, i stedet for bliver brugt på
humanitære formål og bistandshjælp, så halvdelen af verdens befolkning ikke
længere skal gå sultne i seng, da de kun har 15 kr. til mad og andre
livsfornødenheder om dagen.

En sådan omprioritering af forsvarsbudgetterne til en økonomisk
kærlighedserklæring til menneskeheden vil skabe en fredelig sameksistens, så
alle diktatorers argumenter for krigsførelse og terror ikke fremover vil have
grobund. 

Jeg vil ønsker jer alle held og lykke i det kommende fredsarbejde.

(Videresendt og lagt på
 http://www.arnehansen.net/090810HardyHsHiroshimatale.htm

- og med henvisning til Verdensmarchen for Fred og Ikke-vold , der foregår i
Danmark d. 24-31. oktober 2009 jf http:
www.arnehansen.net/dialog/fred/090717juhauskiverdensfredsmarch64.htm