Fredens svage stemme

Fredsvagtdag 2879, 5. september 2009

FredsVagten står i sin fredsommelige beskedenhed dag ud og dag ind på Christiansborg Slotsplads og har således oplevet en del af Danmarkshistorien fra første parket i det omfang forskellige andre demonstrationer og begivenheder har indtaget pladsen.

Aldrig før har vi dog oplevet en militærparade af så stort omfang som den der blev arrangeret i anledning af den nye nationale flagdag lørdag 5. sep.

I ugen op til blev FredsVagten kontaktet af flere arrangører af flagdagens festligholdelse. De var forbløffede over at vi ikke havde fået nogen besked om at de havde ’lejet’ hele pladsen, angiveligt helt over til Finansministeriet.

De var imidlertid venlige og fleksible og accepterede i mindelighed at indrette sig på at vi også skulle kunne være tilstede, dér hvor vi plejer ved græsrotunden i pladsens østende.

Imidlertid viste det sig lørdag morgen at ’vores’ plads var optaget af en stor pølsebod. De flinke arrangører havde sagt at vi kunne da bare komme og få røde pølser ad libitum. Vi lo til hinanden; ja ’røde pølser’ DET er en dansk værdi. Hvis vi bare kan få afghanerne til at spise røde pølser ;-)

Vi opgav at få vognen flyttet, og stillede i stedet op ude ved vejen hvor turistbusserne plejer at holde, men blev straks forvist ind til den snævre passage ved borghjørnet.

Herfra blev vi dog snart igen forvist videre over til det modsatte hjørne ovre foran Finansministeriet. Denne ændring skyldtes en lille konflikt i anledning af en ballon der sprang foran børneteltet, og en ’forskrækket’ reaktion fra en af de tilstedeværende. Jeg kommenterede spontant ud i luften blandt disse folk der vimsede rundt for at arrangere denne hyldest til krigens ofre: Tjah, i krig er der eksplosioner… men i Afghanistan dør folk af dem! Der stod en ung ISAF-soldat lige i nærheden, og ret som det var kom en ophidset dame hen og bad mig gå væk. Det afstedkom en lille skarp meningsudveksling om den unge soldats følelser kontra mine som tilskuer til denne krigspropaganda; børn, fest og krig i samme åndedrag.

Jeg prøvede at få ørenlyd for at vore soldater er besættelsestropper, og den afghanske regering der har ’inviteret’ NATO, er en Quisling-regering. Men mine synspunkter var for provokerende for krigens medløbere og FredsVagten blev beordret væk af Lima-1; den tilstedeværende øverstebefalende politimand. Han vælger at holde med krigen mod freden, fordi han vil ha fred på krigsskuepladsen.

FredsVagten fornyede vores løbende demonstrationsanmeldelse 1. juli og fik den bekræftet uden forbehold, selv om militærparadens anmeldelse angiveligt blev godkendt allerede i marts. Det kalder Lima-1 at ”der må være sket en kommunikationsbrist”. Vi anførte at ansvaret må ligge hos politiet der ikke har øvet rettidig omhu. Men i stedet for at indrømme dette og finde en mindelig løsning bliver FredsVagten, under protest, af politibossen forvist længst ind i det ’mørke’ hjørne, frem for at kunne stå ude i ’lyset’ ved det store kryds ved Holmens Kirke, hvor vores beskedne fredsstand bedre ville kunne ses foran de tribuner ’krigen’ har råd til at opstille. Vi anerkender dog at han ikke ganske bortviser os fra Christiansborgs nærhed.

Midt på dagen, under selve paraden, vælger en fredsvagt at bære et af vore fredsflag derud til krydset i en tavs og fredelig påmindelse om fredsønskets tilstedeværelse. Men freden må fortsat ikke pirke til krigsparadedeltagernes potentielt sarte følelser. De som går ind for at besætte et fjernt fremmed land og slå landets frihedskæmpere ihjel, må ikke få besudlet sorgen over at unge danske drenge dør og lemlæstes for sagen. Der må ikke ridses et nok så beskedent ’FRED’ i den højtidelige ceremoni; krigsherrernes – i dette tilfælde et parlamentarisk dansk flertals – hyldest til deres døde håndlangere.  Politibossen bliver så ophidset at han beordrer os på omgående retræte med en trussel om permanent inddragelse af vores fredsdemo.

Politiet har pligt til at beskytte en legal anmeldt demonstration. Og således skal Lima-1 beskytte vores demokratiske ret frem for at begrænse den i en situation hvor vores budskab netop er højst relevant. Men i stedet truer han vores ytringsfrihed. Formentlig uden lovhjemmel, men vi føler os alligevel truede i skyggen af terrordiskursen og den stigende magt til politiet, og vi er politisk for svage til at kunne protestere. Freden er svag i dagens Danmark.

Dagens hyldestarrangement støttes ifølge en planche af en lang række organisationer. Således, foruden diverse regeringspartier og militærforeninger, JL Fondet, Tuborgfondet, Royal Unibrew, Socialdemokratiet, Politiforbundet m.fl. Tankevækkende i betragtning af at fredsarrangementer på ingen måde opnår støtte fra så store pengekasser.

Vi havde lidt i 11 lejlighed til at få Helle Thorning Schmidts forståelse for vores klage over politiet, da hun med følge hastede over til gudstjenesten i Holmens Kirke. Men hun og hendes parti har aldrig støttet vor fredsstand, endsige reageret positivt på invitationer til vores mærkedage.

Selv om vi var sendt i ’Skammekrogen’ kom der jo alligevel folk hen og så til vores opslag. Unge soldater i ISAF-uniform, som vi naturligvis kontaktede når de nu havde ’vovet’ sig over til os. De udtrykte samstemmende den opfattelse at Taleban var skyld i langt flere dødsfald blandt civile afghanere end NATO, og var helt overbeviste om at de var der for at hjælpe den afghanske befolkning imod det fascistiske Taleban. De kunne endvidere fortælle hvordan den civile afghaner holdt mere med dem end med talebanerne.

Jeg kan sagtens forestille mig at de møder folk der udviser stor venlighed og gæstfrihed, men nåede ikke i dialogens snirklede tråde at få spurgt på hvilket sprog de kommunikerer med de lokale. Mit synspunkt er at når selv vi danskere har så svært ved at forstå hinanden, så er det nok meget tvivlsomt om de har opfattet hvad disse afghanere egentlig mener. Og for det andet er deres personlige historier naturligvis under indtryk af en selvforståelse, der nødvendigvis må forsvare at de frivilligt har meldt sig til dette beskidte og farlige job. Så jeg anførte det gamle ordsprog om ikke at kunne se skoven for bare træer. De mente omvendt at jeg ikke kunne ha nogen ordentlig viden om hvad der foregik når jeg ikke har været der.

Endvidere mente de ikke de havde ansvaret for krigen, nogle end ikke sympatiserede med den (!), men nu var den der og det bedste de mente at kunne gøre var at prøve at sikre at ’de gode’ vinder. De omtalte fjenden med foragt og vrede, ja én gik så vidt som til at kalde talebanerne for ’kriminelle’.

Jeg måtte erkende at den totale politiske konsensus for krigens nødvendighed, som dagens arrangement var et udtryk for, kræver langt mere end 10 minutter for overhovedet at tale sig ind på disse selvsikre unge mænd.

FredsVagten anerkender at vi i Danmark, trods Lima-1’s antidemokratiske beslutning, har en udstrakt ytringsfrihed. En soldat sagde: Jeg er dernede for at I kan bevare retten til at stå her og demonstrere frit! Det er jo et fair synspunkt, men forstår han hvordan propaganda virker? De synspunkter der høres igen og igen får medhold.

Freden mangler således et talerør der kan høres, thi uanset ytringsfrihed er det altså stort set kun krigens løsninger der promoveres hjemme hos Sofajensen. Hvornår opretter Staten et Fredsministerium, for at promovere fredens muligheder. TV2 interviewede FredsVagten, men valgte i stedet for vores kritik at bringe et par billeder og en kommentar fra en krigsinvalid.

Hvornår får fredsforskere, som fx Jan Øberg i Lund, nogle bastante fondsmidler som kan holde hans fredsinstitut kørende.

Fredsvagt og edb-operatør

Bo Richardt

bo@fred.dk