22.okt.01
torsdag 25.okt.01
og Kjeld
nytår
På denne side vil FredsVagtens udvikling lidt efter lidt blive beskrevet. Det er ialfald intentionen... og som alt andet ved FredsVagten - det sker hvis behovet er tilstede. Udgangspunktet for dette behov, er at fortælle hvordan det begyndte, og hvilke kræfter der holder det i gang. På hvilken måde nødvendigheden bestyrker sig selv når man står dér foran magtens enorme mur og filosoferer, en kold morgen måske, mens byen vågner...
|
|
|
|
| Anja mandag 22.okt.01 |
Lars maler banneret op torsdag 25.okt.01 |
Morten, Bo og Kjeld |
snevejr ved nytår |
 |
 |
| medio januar 2002 |
nyt banner |
Hvordan det begyndte
af Bo Richardt
Min første FredsVagt
af Troels Riis Larsen
FredsVagtens dag 100 (Billeder)
Mindemarkering 7. April 2002 (Lydoptagelser)
om skiftet i vagtens tider
Optakten
Det startede på en måde 11. september da den gamle verdensorden skred i grus med "VerdensHandelens Centrum". På ruinerne blir der kamp om hvordan en ny orden skal være, tænkte jeg, mens jeg stod derhjemme og så det on-line, og græd - både for de der lige nu oplevede deres livs ultimative rædsel, men osse for de mange der skal dø i hævntogterne.
Det fortsatte 3. oktober da der blev indkaldt til det første fredsmøde i København. Hér hørte jeg om et privat arrangeret fredsmøde på Christiansborg dagen efter. Ninna Holbek hed den modige ildsjæl der åbenbart ikke kunne sidde på sine forkrampede hænder mere, men måtte gøre noget.
Det var osse sådan jeg følte mens jeg "brugte en brækspand om dagen". Dels af angst for hvad jeg så (og stadig ser) som en optakt til 3. Verdenskrig. Og dels over alle de tykke løgne som medierne dagligt pumpede os med. Hjernevaskede holdt vi med amerikanerne - helt og holdent ifølge den officielle konsensus. Kvalmende dumt og farligt.
Vi var omkring 400 dér på slotspladsen foran Folketinget
til et rigtig godt fredsmøde 4.oktober.
Hvis man havde noget at ville sige fra talerstolen, gik man frem til Ninna
som styrede det. Jeg fik blandt andet lov til at få lidt luft for
min indignation. Og jeg fik lejlighed til at spille nogen sange. "Jeg
ved en lærkerede."
Jeg havde ikke lyst til at gå hjem til afmagten.. Syntes vi bare skulle blive der med vores lys og eftertænksomme samvær.
7. oktober begyndte krigen som bekendt, og den 8. holdt den da netop startede københavnske fredsbevægelse Nej til Krig og Terror det første af en lang række fakkelmøder på Rådhuspladsen.
Men i modsætning til mødet på Christiansborg var
der nu en gruppe der havde arrangeret, og denne gruppe var dannet på
et hektisk stiftende fredsmøde et par timer forinden. Der var forskellige
politiske hensyn der skulle tages, og der blev ikke tale om åben
talerstol den aften. Jeg havde en følelse af at nogen nu havde
taget "patent" på freden.
Mandagen efter, til det ugentlige freds-stormøde i medborgerhuset
på Nørre Allé, poppede ideen om at stå foran
Christiansborg op i mig igen, som reaktion på en røst om
at vi ikke havde kræfter til at holde fakkelmøde hver uge
- hver anden måske. Min erfaring er at kræfter ikke er noget
man har, men noget man får, når det behøves. Jeg kastede
mig ud i det med lukkede øjne og en desperat følelse af
at det MÅTTE kunne bære, at vi MÅTTE være tilstrækkeligt
mange der, lissom jeg, ikke kunne sove om natten med billederne af faldende
bomber på nethinden. Der ikke kunne sidde roligt derhjemme i den
gamle dagsorden, men måtte ud og være med til at protestere
mod krigens rædsel. Der var ret mange mennesker tilstede ved mødet,
og jeg fik en ganske god håndsoprækning på at det var
en god idé. Men - amatør som jeg er - jeg glemte at smække
en blyant i de oprakte hænder og lade handling følge ord.
Efter fællesmødet gik vi ud i en række nystartede arbejdsgrupper, og her fik jeg et par støtter; Troels og Anita som gerne ville være med til at arbejde for ideen. Og en telefon/mail-liste på en lille snes fredsaktivister. Og Lars Rosenblum Sorgenfrei, siden 4 år herboende amerikaner - dansk mor. Han var den eneste af alle de mange oprakte hænder som direkte meldte sig som aktivist til at stå ved faklen.
Så startede frustrationerne. Hvordan skulle det komme op at stå. Hvordan skulle vi gøre os synlige - banner, hvordan skulle det stå, hvad skulle der stå på det. Skulle vi være der hele døgnet rundt. Telt… Nå det viste sig at det måtte vi ikke. 7 til 22 sagde politiet. Sultestrejke, sagde kommunen, så må man være der i døgndrift i 14 dage. Men først og fremmest, hvor skulle jeg støve folk op. minimum 8 i døgnet til at stå to og to 4 timer af gangen.
Jeg lukkede øjnene og bad til mine guder, og håbede at
det skulle blive muligt at få disse til at melde sig mandag på
mødet så vagten kunne starte tirsdag morgen 23. oktober.
Der havde jo været en ret god håndsoprækning… tsch tsch,
på ideen… jeg vidste det godt, men ville ikke se det, mens dagene
gik og jeg frustreret konstaterede at ikke engang Troels eller Anita svarede
på de mails jeg sendte med plan og forslag. Derimod fik jeg en opmuntrende
mail fra Dorte som osse var med i førnævnte aktivistgruppe
som handlede om at arrangere demo'er. Hun syntes bedre og bedre om min
idé. Jeg fik godt nok en mail fra Troels og jeg fik osse lavet
en prototype løbeseddel og et ditto skema til vagtplanlægningen.
Natten til fredag var jeg på arbejde.
Fredag 19. oktober kl. 18:30 blev faklen tændt.
Jeg lå og sov uroligt hen på eftermiddagen, da Lars ringede og sagde at nu ville han begynde. Regeringen havde besluttet det første skridt til aktiv dansk krigsdeltagelse; at sende Niels Juel til det østlige Middelhav. Jeg vidste heldigvis fra aktivistgruppen hvem der havde sagt at kunne skaffe fakler.
Benene ud af sengen. Ringe til Rasmus.. jo han var til at få fat i og lovede straks at kontakte Lars for en aftale. Et par timer var jeg helt forvirret omkring hvad jeg skulle gøre. Men da det viste sig at Lars ikke havde kunnet finde nogen ven at være der sammen med, besluttede vi at det bedste nok ville være at ta derind og støtte op moralsk.
Lavede et hurtigt skilt på en lille opslagstavle. Fandt et par spande med sand vi havde brugt som have-askebægre til en sommerfest - tænkte; hvordan holder han faklen. Fandt to små klaptaburetter jeg bruger når jeg er ude og spille gadetrubadur med Anja, min 11-årige sangstjerne. Smed guitaren i kassen, lavede en kande kaffe og nogen drikkedunke med saft, og smurte nogen madder - osse til Lars. Lånte lynsnart en bil af søster og kl 21 trillede jeg ind ved pladsen. Da havde Lars altså siddet der i henved 2½ time.
Jeg parkerede henne ved plankeværket ved porten ind til Rigsdagsgården. Og så ind mod midten af pladsen hvor der sad en mand på brostenene med en fakkel i aftenmørket. Midt mellem hovedporten og statuen af den bydende konge, sad han lille og ensom på den store øde plads. Herregud hvad laver han dog dér - hvilken forskel gør det?, tænkte jeg, mens jeg smækkede døren og gik hen mod ham. Han rejste sig, smilede og hilste og vi gav hånd.
Han havde stukket faklen ned mellem strengene på sin liggende
guitar !! Det havde jeg aldrig budt min. Som skilt havde han et primitivt
rygmærke med anti-atomvåben-mærket. Det sad svøbt
rundt om den højkantstående papkasse med faklerne og blev
belyst af faklen.
Jeg pakkede mine ting ud og det blev lidt mere komfortabelt, og en smule
mere informativt med det skilt jeg havde malet og de 10 løbesedler
jeg havde lavet.
Og så sad vi dér til kl. 2 om natten, mens vi snakkede
med de få nattevandrere der kom forbi.
Der var en flok svenskere som jeg spillede Titanic (/Mikael Wiehe) for.
Og der var to syttenårspiger som var stukket af hjemmefra Nordjylland
og tomlet til hovedstaden. De sad der et par timer, herligt. Og en del
andre... i sagens natur måske småbeduggede nattevandrere.
Lørdag 20.okt.01
Lars sad der hele dagen alene. Fra 10 morgen til 8 aften hvor jeg kom
og holdt ham med selskab et par timer før vi lukkede kl. 22.
Jeg brugte formiddagen på at ringe rundt til den danske verdenspresse
for at fortælle det, og på at finde én der kunne komme
søndag formiddag. Her fik jeg fat i Troels. Om eftermiddagen tog
jeg til en sammenkomst i familien. I baglyset kan det undre mig at jeg
ikke valgte at melde afbud og tog ind til Lars i stedet.
Lars skulle til fest og jeg kunne ikke bære alle tingene alene de
500 meter over i Cort Adelers Gade, og desuden ville det blive noget bøvl
med nøglen til gadedøren som skulle formidles tilbage til
Lars.
Hvordan han oplevede den dag må han selv fortælle.
Søndag 21.okt.01
Troels startede - igen ca. kl. 10. Da jeg kom kl.12 sad han det samme sted midt ude på pladsen mellem statuen og hovedporten, men det blæste lidt mere end det havde gjort de foregående dage, så han havde svært ved at holde ilden i live. Måtte hele tiden op og bøje sig ind i skilderhusets læ for at tænde den igen.
Lige efter jeg var kommet kom Dorte Lykke forbi. Hun sku lige låne en stor tusch for at sætte nogle musikannonceringer op. Og så gav hun navn og telefonnummer hvis vi havde brug for hendes assistance.
Da Dorte var kørt besluttede Troels og jeg at gå op i læ af muren vest for hovedporten. Det var meget bedre. Og der stod vi så da Lars dukkede op ved et-tiden med en grydefuld varm vegetarisk pastaret til os. Og tre gafler.
Troels kørte snart efter. Rasmus - som leverede faklerne, kom og så til os, og mens han var der kom René Frederiksen, journalist ved Urban, sammen med en fotograf. Han var nysgerrig efter at se hvad vi havde gang i, og lavede på side 3 om mandagen en udmærket artikel… bortset fra at han slet ikke nævnte Lars, som indtil videre havde gjort den flotteste indsats.
Jeg kørte hjem kl. 18 da jeg skulle meget tidligt ud af døren mandag. Lars skulle osse møde tidligt i sin børnehave i Ryesgade. Jeg husker ikke hvor længe han fortsatte den dag.
Mandag 22.okt.01
Anja - min ene 11-årige tvillingedatter - og jeg havde to tidlige aftaler den morgen. Mellem 7 og 7:30 i Botanisk Have hvor vi havde fået lov til at sætte vores efterhånden altfor store sumpskildpadder ud i voldgravssøen. Og 7:50 på Rigshospitalet til en magnetskanning af Anjas defekte knogleværk. Da det var overstået gik vi over i Ryesgade for at hente Lars' gadedørsnøgle, så vi kunne åbne vagten kl. 10 igen. Imidlertid var der et slip et par timer mellem at vi måtte hjem og før Lars kunne komme fra arbejde. Så jeg brugte lidt tid ved børnehavens telefon for at finde én der kunne komme og dække det. Og det endte med at blive førnævnte Dorte som accepterede at rive nogen timer ud af kalenderen. Sådan blev hun fredsvagt nr.5 hvis vi regner Anja med som nr. 4 (og det gør vi).
Og så trillede Anja og jeg tingene over, på hendes kørestol, en dejlig oktoberdag, let og mildt for årstiden. Og sad der et par timer. Anja med sin Potter-bog og jeg samlende underskrifter og snakkende med folk.
Dorte kom som aftalt og fik sig en sludder med Anja mens jeg pakkede
sammen.
Kl. 17 startede mødet i Nej til Krig og Terror. Lars kom lidt for
sent så jeg var i gang med at fortælle om weekendens begivenheder
da han dukkede op og lige ind til en velfortjent klapsalve.
Da krigen startede den 7. oktober kom den ikke som nogen overraskelse. Den var ventet. Skurken bin Laden var udpeget. Uden nogle beviser drog USA i krig mod Afghanistan for at fjerne Bin Laden og hans beskyttere - Talibanstyret.
Krigen kom og en del samlede sig på rådhuspladsen for at vise deres modstand mod krigen og de rædsler, der altid følger i kølvandet på krige. Næste dag, mandag d. 8. oktober skulle der afholdes et stiftende møde for at skabe en fredsorganisation. Dette blev til Nej til krig og terror. Det stod hurtigt klart, at der var forskellige opfattelser indenfor bevægelsen. Hvor meget skulle man lave, hvad skulle man lave m.m. Et af de mange forslag som dukkede op på stormødet var et forslag om at lave en permanent fredsvagt.
Som politisk aktiv gennem hele min ungdom har jeg efterhånden
lært, at hvis der skal ske noget så gælder det om at
gribe de fremadrettede forslag med kyshånd. Bos forslag var et fantastisk
forslag - det var fyldt med vision og gåpåmod. Ikke alle opfattede
det således. En del talte imod det fordi, blev det sagt, at det
havde man ikke kræfter til. Desværre er det en meget udbredt
opfattelse at folk ser på deres egen situation og bruger det som
målestok for hele bevægelsen. "Jeg har ikke tid og kan ikke
overskue at være med i en permanent fredsvagt, derfor har vi ikke
kræfter til det" er ræsonnementet. I stedet for at opmuntre
og yde støtte gør man livet unødigt vanskeligt for
dem som vil lave et stykke arbejde.
Jeg meldte mig straks som interesseret, men deltog også i demonstrationsgruppen,
som den permanente fakkelvagt også fik et foreløbigt tilhørsforhold
til.
Bo fik efterhånden samlet nogle personer, der var interesserede
og vi snakkede lidt om hvordan vi kunne starte det hele op. Men Lars tog
os på sengen og ringede til Bo om fredagen og sagde "at nu startede
han altså". Om fredagen d. 19. oktober ringede Lars således
til mig for at høre om jeg kunne bruge lidt tid i weekenden foran
Christiansborg. Da jeg havde forskellige aftaler fredag og lørdag
havde jeg først tid om søndagen, men vi aftalte, at jeg
tog en vagt søndag. kl. 10.00. blev det senere til.
Søndag kl. 10.00 tog jeg således hjem til Lars - hentede
skilte og fakler - som der var mangel af. Forinden havde jeg dog fået
fat i Alexander, der lovede at kommen ned med nogle fakler.
Efter at jeg havde stået en lille times tid mutters alene midt ude
på Christiansborgs slotsplads kommer en politibil kørende
op til mig.
To politimænd steg ud af bilen og skridtede langsomt hen imod
mig.
De spurgte hvad jeg lavede der, og jeg svarede at jeg protesterede mod
krigen i Afghanistan. Politimanden blev mistænkelig og spurgte om
jeg var for Taliban. Jeg svarede endnu engang som sandt var, at jeg ikke
støttede Taliban eller Bin Laden, men jeg mente ikke at krig ville
være nogen løsning på problemet. Han kunne vist ikke
rigtigt forstå, at man ikke behøvede at støtte Taliban
fordi man var imod USA's krig. "Har du en tilladelse til at stå
der?", spurgte han så barskt. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde
nogen, men senere kom der en person med den.
"Du er godt klar over, at du ikke må stå dér uden
tilladelse?", spurgte den samme politimand, denne gang med endnu mere
udpræget jysk accent. Jeg gentog mit svar fra før med overbevisning.
Der ville komme en person senere med tilladelsen. De kiggede lidt på
den løbeseddel, der hang på skiltet og spurgte om jeg var
en af de kontaktpersoner på sedlen. Jeg svarede bekræftende
og forklarede, at Bo, der var den anden kontaktperson havde tilladelsen.
De to politimænd skrev mit navn op, men fortrak igen uden at gøre
yderligere ballade. Heldigvis, for som det viste sig senere havde Bo endnu
ikke fået tilladelsen, men han havde dog søgt om at få
den.
Efter at havde siddet frysende endnu et stykke tid kom en venlig dame hen til mig. Hun så mig sidde dér og fryse og fik åbenbart en trang til at støtte projektet. Det var Dorte, der også var ved at reklamere for et musikarrangement og derfor skrev hun tid og sted på nogle streamers. Samtidigt dukkede Bo op og han foreslog at vi rykkede ind til muren, hvor der var mindre blæst.
Lidt senere dukkede Lars op med mad til alle der ønskede det.
Vores sidste fakkel var ved at brænde ned, men heldigvis dukkede
Alexander op med flere fakler lidt efter. Ca. samtidigt kom to unge mænd
og en lille pige forbi. Den ene mand havde et kamera og den anden en lille
notesblok. De kom fra det nystartede gratisblad Urban. Deres redaktionschef
havde bedt dem om at dække en historie med nogle Tolkien fans, der
lå og ventede for at få billetter til filmen Ringenes Herre.
Derefter kunne de lige gå forbi Christiansborg, hvor fredsvagten
holdt til. Således fik fredsvagten sin første presseomtale.
Dagen efter var der en pæn omtale og et flot billede af fredsvagten
i Urban.
Kl. 15.00 var jeg efterhånden blevet lidt kølig - fem timer
en kølig oktober søndag blev således min første
fredsvagt.
Hilsen Troels
|
Lørdag d.26. januar var der demonstration under initiativet Nej
til Krig og Terror. For at fejre at FredsVagten den dag havde stået i netop 100 dage, holdt vi en "fordemonstration" hvor vi gik fra Christiansborg til Vesterbro Torv. |
|
|
Vi havde lavet et 100-dages banner. Det blæste ret meget så det var svært at holde det. Det er Morten og Thorleif der bærer det. |
|
Mads havde taget tromme med, det gav en god stemning - og vi havde ikke forberedt nogen slagråb så det foregik i FredsVagtens fredsommelige underspillede ånd. |
|
Her er vi kommet lidt længere frem af Vindebrogade igen er bannerets synlighed noget præget af vinden (måske er der osse et par andre forhold der spiller ind) Forrest går Bijan og Anita - hvilket giver os anledning til at påpege at FredsVagten osse betyder integration. |
|
Troels og Norbert med banneret på Vesterbro Torv. |
Da vi startede blev tiderne fastlagt udfra hvad politiet tillod. således
kørte vi
fra 19.oktober til 23.oktober - den indledende weekend som var uden plan
(kan der læses om ovenfor)
fra 23.oktober til 19.november fra 7 morgen til 22 aften
fra 20.november til 4.februar fra 7 morgen til 21 aften
fra 5.februar fra 8 morgen til 19 aften
Vi har beskåret de yderste timer væk, mens vi venter på
forår... eller på nye rædselsfulde krigshandlinger som
vil få indignationen til at rulle på ny og pumpe kraft i FredsVagten.
Vi var begyndt at trække for hårdt for gode kræfter
for at få det til at hænge sammen. Så hellere beskære
lidt og være klar når amerikanerne overfalder en ny nation
som lider under fattigdom og storpolitisk ydmygelse.