Nyhedsbrev nr. 10, juli 2009
Sidste gang skrev jeg om vores intermezzo med biograffilmen Max Pinlig som FredsVagten var statist i. Det skal retfærdigvis nævnes at kort efter nyhedsbrevets udsendelse kom der en forklaring fra producenten:
Kære Bo Richardt
Undskyld der har været lidt travlhed som har forsinket besvarelserne.
Vi har været meget glade og taknemmelige for jeres deltagelse og vi har da også nævnt jer i vores sluttekster. Det er ikke normalt at nævne personlige navne på optrædende, der ikke har replikker i filmen. Men jeg mener at Afghanistan Fredsvagten har fået en meget fin eksponering i filmen - og det håber jeg at I anerkender.
De to vagter, der bliver nævnt er anerkendte skuespillere som spiller Fredsvagter. De øvrige to vagter der er nævnt i slutteksterne er vagter i Føtex, der undersøger Mette Horns taske, som også har replikker.
Dette er normen i creditlisten.
Med venlig hilsen
Per Holst
Det var altså det vi ikke kunne huske… 2 vagter i Føtex. Okay, forklaringen accepteret. Respekten genoprettet.
FredsVagten har i forårsmånederne haft ’selskab’ af en lang række tamil-demoer, som bønfaldt den danske regering om støtte. Som bekendt har den Sri Lankanske regering haft en større offensiv i gang hvor der var rygter om folkemord på det tamilske mindretal på Sri Lanka. Hvor den historie er nu ved jeg ikke, da verdenspressen er holdt op med at interessere sig for den.
FredsVagten støttede tamilerne… også i praksis med at passe en lille ’udstilling’; en tresidet planche med forfærdelige billeder af lemlæstede børn, og lys der skulle brænde hele dagen inde i en glasklokke. Tamildemoerne er ophørt og vi har skaffet deres udstilling af vejen, da den også var ramt af tidens tand.
Det var af og til ret enerverende med deres demo, men det var selvfølgelig kun et svagt ekko af hvor enerverende de selv oplevede det brutale politiske overgreb fra singaleserne; Sri Lankas majoritetsbefolkning.
De stod og råbte de samme remser i timevis. Forråberen for eksempel; Vi vil ha og mængden svarede; Våbenhvile. Det var lidt tankevækkende at mængden bar på en del ’tigerflag’, der bringer mine tanker hen på væbnet kamp; De Tamilske Tigre, der i 20 år har ført borgerkrig, men som i den seneste offensiv altså var ved at være nedkæmpet. At de bad om fred samtidig med at de bar bannere for væbnet oprør. Jeg skal jo dog ikke kunne sige om tigerflaget har en bredere betydning.
Ultimo april holdt støtteforeningen generalforsamling. Det er som det er. Vi er kun ganske få der møder op, men blot det er nok til at holde foreningen juridisk legal, så er det fint nok. Det er jo foreningens praktiserede formål og vi må anerkende at der for gode folk er projekter nok at tage fat i og bruge den sparsomme tid på. Det jo heller ikke vores hovedformål at lave foreningsarbejde. Vi ville naturligvis ønske en større fokus på den æreløse krig i Afghanistan, men den ville vi helst se tegne sig på vores vagtskema og være med til at holde vagten gående. Vi er som altid i underskud.
Som jeg skrev sidst, der er kommet en del nye vagter qua vores opdaterede tilstedeværelse på nettet, primært gennem facebook. Men som vi har oplevet det så ofte, de fleste kommer kun en enkelt gang. Så det er stadig den gamle garde der holder skansen.
1. maj var vi som sædvanlig i Fælledparken, hvor der var rekordmange mennesker. Et politisk parti havde snuppet vores sædvanlige plads, så vi rykkede længere ned mod Rigshospitalet. Leif og undertegnede trillede et fodboldmål hen til vores ’lejr’, og spændte vore forskellige bannere op på det. Plus vore to flag vajende højt på sammenbundne bambuspinde som vartegn og pejlepunkt for freden.
Det var det fineste vejr, så vi sad i solen og sang hele eftermiddagen, af og til noget forstyrret af tunge basrytmer fra nærmeste scene. Vi agiterede ikke meget. Der er SÅ mange budskaber den dag og folk orker alligevel ikke kapere dem.
Så er det vel i virkeligheden meget bedre med noget muntert fællesskab, der viser at vi fredsvagter også har det hyggeligt sammen. Uden mad og drikke dur helten som bekendt ikke, og det betyder jo også at vore gode humør skal vedligeholdes. Det blev det så 1. maj – en rigtig hyggelig dag, hvor gamle fredsvagter kom forbi og slog sig ned.
Tak til guderne for godt vejr.
Ps: lige i nærheden var der en flok tøser iklædt militærtøj, dog mere sexuelt udfordrende end stramt militærisk, med geværer og sløringsnet. Jeg gik hen og sagde til dem at når de var trætte af krigen kunne de komme hen til os og få lidt fred. Det viste sig at være en strip-klub i Nyhavn der var ude og lufte ’værktøjet’, så deres ’krig’ kunne muligvis være at forsvare sig mod ungersvende efterhånden som dagen skred frem og bajerne ned.
Chesnutsagen er stadig aktuel. Den har egentlig ikke noget med terrorkrigene at gøre og således ikke FredsVagtens sag. Imidlertid lærte en del af vi gamle fredsvagter sagen at kende i sommeren 2002 da Kirsten, sagens hovedperson og forurettede, fra 1. maj til 12. oktober boede ved østhjørnet af Borgen.
Ultimo maj startede hendes støttegruppe en aktion op og lånte således hos FredsVagten, som andre i tidens løb, lidt nattely for planche og løbesedler. Selvom sagen ikke direkte handler om krig, så er den dog beslægtet, da retssikkerheden er en forudsætning for at demokratiet fungerer. Uden retssikkerhed ligger fascismen på lur; den stærkes magt. Og så har vi for alvor den globale krig om kontrollen over de svindende ressourcer, ført på et xenofobisk grundlag. Og når der er krig kan det hurtigt blive gjort til landsforræderi at betvivle krigens legalitet. Når man trues af en ydre fjende skal man rykke sammen, ingen uro på bagsmækken.
Imidlertid er der dog røster i FredsVagten der peger på at Chesnutsagen er en enkeltsag, og den slags er ikke noget godt fundament for politiske forandringer. Overvejende er vi dog sympatiske og hjælpsomme overfor et medmenneske der tydeligvis er i nød, ydmyget og så nedværdiget at det er utroligt hun bevarer sit mentale helbred.
Pinsemandag holdt Doris og Ingrid en lille sammenkomst med kage og sangria i den herrevarme sommerdag. Noget med nogle fødselsdage. Her opdagede Peter Fred at en ganske nybagt og lovende ung fredsvagt; Tippe, spiller bas, gulvbas. Selv spiller han trommer/percussion hvis hans gigtplagede hænder kan klare det. Og undertegnede spiller jo guitar, så pludselig havde Peter arrangeret et lille 3-mands-band til at spille et par sange til Minoriteternes Grundlovsdag 4 dage senere. Vi mødtes på FredsVagten og øvede en halv time – lige spillede de 3 mulige numre igennem og blev enige om harmoniseringen.
Og så fungerede det så godt derude på Fredens Eng. Jørgen holdt en god tale og lige netop som vi var på var der dejlig sol på publikum og allerflest til stede… et par hundrede. Jeg kunne ikke dy mig for et ekstranummer, når jeg for en gangs skyld havde så velfungerende backing.
Det var en okay dag hvor vi var en 10 fredsvagter der nød de anderledes grønne omgivelser. Publikum var godt nok en minoritet ;-), men det er ”fredsvagter” jo også, så det er ikke noget der slår os ud. Alt er relativt og vi er nøjsomme og glæder os med Jørgens dramatiserede og poetiske tale og med musikken der lever i nuets vibration; den sande lykke i modsætning til vore magthaveres volumensyge.
Lars Ro, vor ærede fredsvagt nr. 1, har de senere år involveret FredsVagten i et projekt der kaldes Big Hug. Ideen er at Jerusalem, hvor de 3 store monoteistiske religioner; Jødedommen, Kristendommen og Islam har nogle af deres vigtigste hellige steder, skal være en ’Fredens By’, og de tre kulturer skal gi hinanden et Big Hug i enighed om fredens hellige betydning for det gode og næstekærlige menneske.
Lars var i Danmark i maj men rejste primo juni mod Jerusalem, for at arrangere Big Hug dér. Det skulle foregå synkront endvidere i London, Paris, New York og Washington kl. 15 dansk tid.
Vi arrangerede noget musik og holdt åben talerstol, men der var ikke nogen der ville være tovholder så det blev i bedste fredsvagt-stil et hyggeligt, men ganske minoritetspræget arrangement, der heldigvis var velsignet med godt vejr. Det var nok også præget af at der var demo for asyl-irakerne torsdagen før. Og der er i det hele taget mange relevante arrangementer vi kan og gerne vil deltage i. Hvad skal man vælge… så får vi det arrangement som vores energi rækker til. En god lille festdag for os selv, de nærmeste blandt vennerne og nogle få forbipasserende. Og alligevel i al beskedenhed en del af det græs der gror. Vi dannede vores cirkel og netop som klokkerne på Holmens Kirke slog treslaget indledte vi 3 minutters stilhed… hvis man tror på de skjulte vibrationer, den intuitive væren i nuet, så skal vi ikke udelukke at vi… vi var alligevel 25 mennesker i tavs stilhed. Jeg lukker øjnene for at føle the Big Hug udsende en bølge som pc’erne og overvågningerne ikke kan erkende. Vi må tro ellers er det håbløst.
Håbets Ild. Vi har jo til stadighed vores lille lys tændt – hvis det ikke blæser for meget. Og paraffinen har vi gennem årene afhentet kvit og frit hos et mindre lysestøberi; Kunstindustrien, ude i Nordhavnen et sted. Det har været en støtte på nogen tusinde kroner gennem årene. Så ringede jeg igen primo juni til Ib for at aftale endnu en afhentning, for da at erfare at de er flyttet til Gilleleje. Nå, dér ophørte den leverandør. Vi aftalte dog at vi kan tømme de sidste ca 20 kg ud af den container jeg har gravet det op af de sidste mange gange. Og så ringe til ham om at hente den når den er tom. Der er så effektueret medio juni. Vi siger rigtig mange tak til ’Stearin-Ib’ og Jette for den gode aftale der startede helt tilbage i foråret 2002.
Nu må vi finde på en ny idé… hvis nogen ved noget (?) I al fald; saml lysestumper for freden.
Ja derudover sker der ikke så meget. Som altid er det hverdagen der bærer. Vedligeholdelsen af de smukke faner foran Borgens store grå stenmur. Den hverdag vi holder i hævd. Den hverdag der er vores stolthed og glæde når folk kommer målrettede hen og erklærer deres uforbeholdne ros til vores indsats. Tak, det varmer.
Sådan er det at være fredsvagt; sidde der i solen og snakke om livets mangfoldighed og krigens tåbelighed. Man bliver helt afhængig ;-) når det først er gået i blodet. Også fordi det har en rensende effekt alt andet lige; hvad kan et lille menneske gøre. Som jeg spurgte en dame en dag som synes at vi var lidt håbløse og derfor til grin; hvad gjorde hun selv mod den krig som hun også var modstander af? Ingenting, svarede hun, så jeg fik måske alligevel medhør for at FredsVagten faktisk er ret nyttig i at vedligeholde en lille bitte lue for nationens ære. Jeg fulgte med hende helt over til pladsens modsatte ende… det gør jeg tit hvis jeg lige finder lidt lydhørhed hos en fortravlet hverdagsdansker på vej over Slotspladsprærien.
Når vi drager ud til andre begivenheder sætter vi et skilt der fortæller forbipasserende hvor vi er og at vi kommer tilbage.
Fredsommelige hilsner
Bo Richardt
