5. september 2006
Hvor er i henne, alle i som jeg tiltro impati og sjæl?
Alle vegne hører man ”Vi har aldrig haft så mange penge”; hvordan vil i så klare det med jeres samvittighed ikke at ville dele, ikke at ville lukke rædselsslagne mennesker, der er flygtet fra tortur, dødsdom eller fængselsophold under grusomme forhold uden udsigt til benådning, ind i vores samfund; ikke at tænke vi vil, vi vil.
Hvor er i henne alle i, som jeg tiltror impati og sjæl. Alle i, som i årevis i TV og på avisens sider har set grufulde billeder af mennesker, som ofre og gidsler i magthavernes onde spil, hvor er i, der ligesom jeg er så gammel, at vi husker råbene foran den amerikanske ambassade i Vietnam årene.
Alle, som helt sikkert er lige så rystede som jeg, men som bare ikke får gjort noget, fordi måske tænker i: ”Hvad nytter det?”
Så er det, jeg vil sige til jer, havde alle tænkt sådan, havde vi ikke Læger uden Grænser, Amnesty International, Røde Kors, Green Peace, nævnt som de mest synlige, for der er jo også en masse mindre synlige og ikke så rige institutioner; men alle med den samme desperate fortvivlelse over, hvordan mennesker uden indflydelse og derfor ganske uden interesse i magthavernes øjne, bliver behandlet, ja ofte slet ikke set.
Det er som et trafikuheld i slowmotion.
Det er, som at se et trafikuheld i slowmotion, uden at kunne stoppe det. Jeg vil råbe stop, men mit råb er ikke højt nok. Der er bare alt, alt, alt for få, der orker at gå med i kampen.
Jeg nægter at tro, at så mange af mine landsmænd er lige sådan kynisk som regeringen. Jeg beder ikke om så meget, bare i vil forstå, at de stærke skal også være gode.
Når jeg tænker på, hvor mange tusinde begejstrede, der kan stå frem på Rådhuspladsen ved en glædelig sportsbegivenhed, husker jeg ikke, at indignation på dårligt stilledes medmenneskers vegne har bragt en brøkdel frem på pladsen.
Da jeg var barn (f. 1935) fortalte min far, der var en af de tidlige militærnægtere og samtidigt meget politisk bevidst, om, hvordan han og min farmor havde modtaget og skjult politiske intellektuelle og jøder, der var flygtet fra Tyskland i midten af trediverne; om hvordan de blev brutalt hentet af det danske politi og sendt tilbage til det land, som de var født i og elskede, og som de nu frygtede. Disse mennesker forsvandt sporløst … og det var ikke muligt for min far efter krigen at finde det mindste spor.
Vores behandling af gamle, kvinder og børn i krigens allersidste tid … også her lykkedes det os at udvise en helt uhørlig kulde.
Hvem sidder inaktiv i årevis, som ikke er angst?
Som regel er politisk aktive mennesker også aktive i deres øvrige levevis, så det er gode brugbare mennesker, der er tvunget til at sidde uvirksomt hen i trange lokaler uden andet end deres tankers kværnen.
Samfundet har brug for arbejdskraft. Hvad er forskellen på et menneske, der kommer til landet for at arbejde, hentet hertil bevidst fra samfundets side, og et menneske, der lige så brændende ønsker et meningsfyldt liv, men er kommet hertil gennem flugt.
Beviset er ført. For hvem sidder sådan inaktivt frivilligt i årevis, som ikke er angst?
Til Regeringen, hvorfor vil i ikke lære af historien, hvordan tør i styre vores land, så i er helt klart skyldige, hvis der kommer en dansk Bader Meinhoff?
