Fred
Jerusalem som fredens by (det har den aldrig været) - det leder
tanken hen på, at mange mennesker forbinder konflikt og ufred med
religion. De mener, at verden ville være et meget mere fredeligt
sted, hvis ikke der var religion – så kunne Jerusalem virkelig blive
fredens by. Men så simpelt er det ikke. Det er rigtigt, at religion
ofte bliver en del af konflikterne (både nationalt og
internationalt) – Sudan, Irak, Israel/Palæstina, Vesten/den muslimske
verden - men den egentlige årsag er magtrelationer, økonomisk
ulighed, følelse af at være sat udenfor osv. Religion bliver så et
redskab i denne kamp.
Men historien har altså også vist, at religion kan have en positiv
effekt, fremme fred og forsoning. Religion kan være en stærk etisk
motiverende kraft - den appellerer til menneskers samvittighed, til
hjertet.
Interreligiøs dialog og samarbejde kan skabe tillid mellem mennesker
i en situation, hvor frygt er blevet dominerende.
Både jødedom, kristendom og islam forkynder, at vi som mennesker er
skabt med den samme værdi, og at vi ikke er skabt til at være
selvforsynende, men til fællesskab og sammenhæng, til venskab og
fred. Vi hører sammen. Det er hvad Gud har forsøgt at lære os lige
fra begyndelsen: vi tilhører alle én menneskehed. Med andre ord, de
andre er en nødvendig del af, hvem vi er.
Og så alligevel lever vi, som om vi er selvforsynende og uafhængige
af hinanden. Og som om nogle mennesker er mere værdifulde end andre.
Det er i virkeligheden den største hindring for fred og forsoning.
Når Jerusalem (og andre hovedstæder) ikke er fredens byer og har
svært ved at blive det, så hænger det sammen med interne magtforhold,
men også med nationale interesser, manglende global bevidsthed og
empati hos dem, der har magt i verden til at påvirke problemerne - på
trods af, at vi er forbundne med hinanden mere end nogensinde.
Når mennesker griber til terrorisme og vold, er det et resultat af
frygt, had, ydmygelse, ikke at blive hørt etc. Men det hænger også
sammen med udelukkelse af store dele af verdens befolkning - ja
størstedelen (herunder den muslimske verden) - fra at være med til at
bestemme udviklingen af et globalt samfund (sker på den vestlige
verdens præmisser).
Vi har globalisering, men ikke globalt demokrati (deemokratitænkning
begrænses til nationalstater). Derfor er jeg overbevist om, at det
vigtigste vi kan gøre (som græsrodsbevægelser – uanset om de er
religiøse eller ej) for at fremme fred og gode relationer er at kæmpe
for et inkluderende samfund, en inkluderende verden – hvor ingen
befolkningsgrupper skubbes ud eller betragtes som mindreværdige, men
hvor alle borgere ser hinanden som ligeværdige aktører i samfundet, i
verden - som hinandens medborgere først og fremmest, og alle
inddrages i den demokratiske proces, i fællesskabet.
Globalisering må blive alles, hele menneskehedens fælles projekt, for
at vi kan få reel retfærdighed og fred i verden.
Lissi Rasmussen, dr.theol. stiftspræst, København
