Fredsvagten ved Christiansborg

 
Til orientering                                                                           7. oktober 2006

 

Undtagelsestilstandens kultur

Af Patrick Mac Manus

forfatter

 

I krigsførende samfund sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige demokratiske og juridiske normer nedbrydes.  

 

I 'krigen mod terror', som af dens strateger opfattes som nærmest permanent tilstand, er forskellen mellem fredstid og krigstid udvisket. Undtagelsestilstanden bliver normen. Her ophæves ikke alene skellet mellem ’krig’ og ’fred’, men også skellet mellem ekstern og intern krigsførelse. I sidste ende ophæves også adskillelsen mellem ’krig’ og ’borgerkrig’. ’Fjenden’ er nu overalt, ’fjenden’ er enhver, der gennem undtagelsestilstandens projektioner, forventninger, fordomme og frygt lever op til det fremherskende fjendebillede. 

 

I baggrunden anes den tyske retsfilosof Carl Schmitts bestemmelse af politikkens væsen’ som 'fjendskab'. For Schmitt, der bidrog til den tyske rets- og magtforståelse i trediverne, er der et dybt slægtskab mellem politik, krig og undtagelsestilstand. ”Suveræn er den”, skriver han, ”der beslutter over undtagelsestilstanden”.
 

I ’undtagelsestilstandens kultur’ indtager ’skyld’ og ’uskyld’ en anden placering end i en demokratisk retsstat. Historisk og aktuelt trues ’uskyldsformodningen’ af enhver undtagelsestilstand. ’Uskyldsformodningen’ antager, at ingen er skyldig indtil det modsatte er bevist. Under undtagelsestilstanden er alle skyldige indtil det modsatte er bevist. Der er allerede i dag belæg for, at ’uskyldsformodningen’ er ved at undergå en sådan forvandling.

 

Når alle antages at være skyldige, påhviler bevisbyrden den enkelte. Med ’omvendt bevisbyde’ er det den enkelte, der må demonstrere sin uskyld ved at underkaste sig statslige tiltag, der overskrider grænserne for en demokratisk retsstat. I denne tænkning, der i stigende grad bliver en del af ’undtagelsestilstandens kultur’, har den enkelte, der er uden skyld, intet at frygte. Den ’uskyldige’ er villig til at leve i fuldkommen transparens over for staten, registreret, overvåget og aflyttet. Her underkendes en demokratisk tradition, der hviler på en institutionaliseret mistillid til statsmagten.

 

I stedet træder loyaliteten over for staten. Her genoplives et før-demokratisk forhold til statsmagten, som de demokratiske revolutioner havde til formål at gøre op med. Det er ikke tilfældigt, at netop ’troskab’ har været et tema i de senere års diskussion af begrebet ’statsborgerskab’. Her genoplives et før-moderne loyalitetsforhold, der i moderne samfund alene stilles som krav i organisationer, hvis organisationsprincip netop ikke er demokratisk. Edsaflæggelse kendetegner afgrænsede enheder, der er underkastet en særlig disciplin, eksempelvis en hær.  Demokratisk statsborgerskab er et principielt anderledes forhold til samfund og stat.

 

Adskillige tegn peger på en tilbagevenden til før-demokratiske normer i forholdet mellem borger og stat. En voldsom tilvækst i ’hemmelige’ procedurer i retsplejeloven, der netop regulerer dette forhold, hører hertil. Med tilsidesættelsen af domstole og dommerkendelser sker der en tilnærmelse til en retspleje, som den kom til udtryk i enevældens såkaldte lettres de cachet, ’hemmelige hofbreve’, hvorefter der kunne gennemføres anholdelser og fængslinger uden erklæret grund eller adgang til domstolsprøvelse.

 

Men også domstolsprøvelse bliver i stigende grad omgærdet af hemmelige procedurer. Forsvarsadvokater udelukkes ikke alene fra indsigt i sagens akter, men der kan nedlægges forbud mod, at forsvarsadvokaten overhovedet drøfter sagen med den anklagede.  Med særlig kunstnerisk forudseenhed har Kafka registreret denne udviklingstendens. ’Kafkask’ er blevet til en kliché – så langt er konstateringen af egen afmagt allerede nået.

 

Også det stigende antal udvisninger, herunder af personer med livslangt ophold i landet, tyder på en tilbagevenden til før-demokratisk retspraksis, hvor ’landsforvisning’ var et hyppigt anvendt sanktionsmiddel. Enevældens fornærmethed og bortvisningen af de uefterrettelige og utaknemmelige fra magtens øjesyn genopstår i ny skikkelse. Endnu bliver disse domme dog ofte omstødt af Højesteret.

 

Hvis et samfund vælger et vidtgående sikkerhedshensyn frem for den udvidelse af demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og interne konflikter, vil dette sikkerhedshensyn før eller senere vende sig mod samfundet og de rettigheder, der hidtil har kendetegnet det. I et sådant samfund vil netop ingen til syvende og sidst kunne vide sig sikker. Et sådant samfund er allerede ved at aftegne sig. Undtagelsestilstanden bliver reglen.

 

Patrick Mac Manus er også talsperson for Foreningen Oprør


Krig er terror!
Kontakt:
Bo 50901860
Minna 21515508.
Mail: fredsvagt@fredsvagt.dk

Opdateret: 09/11/2006