Nyhedsbrev 15
Kære fredsvagt-venner og støtter
Alle tidligere Nyhedsbreve kan læses på http://fredsvagt.dk/om/nyhedsbrev_14 ,_13 etc
Hvis I synes det har hændt alt oftere at vi ikke står på Slotspladsen så er der desværre noget om det.
Primo august brækkede Peter Henning benet og samtidig fik Thorleif travlt med at pakke sit og fru Ellys hjem ned for at flytte til et mere pensionistvenligt sted. Dette kombineret med at Leif til stadighed ligger underdrejet – også på grund af vrøvl med sine ben og ramt af fremskreden Parkinson, og Jørgen er ikke kommet igen, så alt i alt har vi igennem august og september været foruden 4 af de mest solide fredsvagter. Ultimo september er dog PH så restitueret at han har genoptaget FredsVagten… han var også ved at være ramt af abstinenser ;-) Heldigvis oplever vi da at tidligere fredsvagter kommer igen og stadig i det beskedne kommer nye til. Men ikke så meget at vi kan holde skansen som intentionen er fra 10 til 18 hver dag. Endnu har der dog ikke været en dag uden vi har været der, selvom det har været tæt på. Så jeg gentager… Hvis nogen af jer der føler afsky ved krigen blot kunne afse 3 timer hver 14 dag… så ring til mig på 5090-1860.
Og igen og igen må vi svare på spørgsmålet; gør det da en forskel at stå fredsvagt? Ja naturligvis gør det en forskel, det er sundere både for samfundet og for en selv at gøre noget frem for passiv resignation. Og vi husker kaos-teorierne; at et sommerfuglevingeslag kan initiere storm. Vi VED jo ikke hvor meget vores fortsat stædige indsats inspirerer. Men det ER givende at stå der. Mange gode oplevelser forundes den der møder publikums interesse.
Så en dag kommer en flok unger i 12 – 13 års alderen med 2 lærere. De standsede op og der blev peget på vores dagtællers 3252 dage. Således er der inviteret til at høre om der er noget en fredsvagt må supplere med. Og jeg fik en rigtig god snak med denne 2.G tyrkiske klasse. Lærerinden var dansker med tørklæde (!), måske konverteret. Jeg spurgte ikke. Klassen var opvakt og interesseret og stillede gode spørgsmål.
En turist spør om vej til Royal Palace. Kedeligt!, siger jeg og spør om han har været på Christiania. Han ved ikke hvad det er… midaldrende tysker. Det fortæller jeg om og trækker ham lidt hen mod Borgen, hvor man kan se Frelser Kirkes tårn bagom Børsen. Beyond that tower! Og så er han på vej. Jo det nytter da sandelig.
En anden dag kommer en ældre herre der lige har stået en lille tid og studeret vore plancher. Han mener vi er noget ensidige fordi vi ikke beskæftiger os med Ruslands og Kinas overgreb; Tjetjenien nævnes. Vi tilstedeværende vagter; Nina, Connie og jeg indrømmer at han har ret i at de også opfører sig forfærdeligt, men forklarer at det er terrorkrigene vi primært forholder os til. Allerede her krakelerer den herres venlighed og han begynder at beskylde os for at være kommunister og USA-hadere og finder at vi er blinde for at vi må bekæmpe terrorismen, ligesom vi skulle ha bekæmpet nazismen i 30’erne inden den blev for stærk. Vi prøver at indgå i en diskussion om præmisserne, men han har besluttet sig og vil kun belære og skælde ud. Måske nogen ville kunne finde en vej til at åbne hans sind for nogle nye tanker, men det talent var ikke lige der i MIN bagage, så jeg ønskede ham en god dag og vendte ryggen til hans fortsatte vrede beskyldninger. Og da jeg var den af os der stod nærmest ved ham blev det også på Connies og Ninas vegne… det var en fejl. Måske en af de damer ville være mere diplomatisk end jeg til at få skabt bare et lillebitte lys i mørket.
Medio september fik vi sørgeligt selskab af sultestrejkende syriske kurdere som skal smides ud af landet, tilbage til håbløshed og vold. Selvfølgelig betyder FredsVagten også sorg og frustration, når vi konfronteres med den skamløse og antikristne holdning til disse forfulgte. Og hykleriet får det til at koge, så vi må messe mantraet om at få fred med os selv og tilgivelse overfor de der går i for små sko. Af med skoene, spred tæerne. Stå fast på anstændighed, frem for at være en marionet presset ned i xenofobiens sort/hvide uniform. Sko der klemmer. Indsnørede fødder.
Hvordan kan vi nå dem. Hvordan kan vi nå konsensusopfattelsen at krig er positivt.
Vi prøvede på flagdagen 5. september.
Vi skabte det flotteste syn i byen, en smuk installation af 50 nye friskfarvede PACE-flag. Det stod så herreflot fra kl. 11 til 15. Solen var herligste sensommer og brisen netop foldede flagene ud og ikke mere. Vi stod på solsiden af kanalen mens soldaterne stod i skyggen af Magtens Mur; granit hele vejen op. Så ka de lære det.
Vi havde udsendt flere opfordringer i netværkene; en enestående chance til at møde militæret… det er I bekendt med på denne mail-liste. Heldigvis gjorde politiet ikke, som ellers frygtet, anstalter til at begrænse vores installation, ellers havde vi ikke været nok til at stå med fanerne. Vi var højst 30 på noget tidspunkt.
Om politiet skal det nævnes at Lima 1 (kodebetegnelse for indsatslederen) havde kontaktet mig fredag inden, da jeg stod en vagt og stillede mig nysgerrigt i udkanten af en gruppe soldater under briefing. Vi udvekslede telefonnumre og aftalte gensidigt at vi ikke lavede ballade, specielt ikke når royale, ping’er og sildesalat’er gik fra Holmens Kirke kl. 13 over til selve paraden. Jeg sagde at vi jo ikke kunne garantere hvad nogen kunne finde på, det var han enig i og bad mig kontakte ham hvis jeg hørte om noget. Jeg var ikke afvisende, men dog noget betænkelig ved slig stikkervirksomhed og kommenterede ikke hans henstilling. Tænkte at hvis noget skulle ske havde jeg nok ikke hørt noget.
Omvendt kan denne aftale måske ha været medvirkende til hans accept af vores udtryk; flagalléen. Under alle omstændigheder foregik forhandlingerne i bedste fredsånd mellem denne lakaj og mig; der også passer mit tandhjul i den samfundsmaskine som understøtter krigen.
Flere af os udtrykker stor forundring over at kun de sædvanlige + et par stykker til og Kvinder i Sort som gruppe (tak for det), kom og deltog. En søndagsudflugt i det bedste vejr og med et godt formål… Hvor blev I af alle sammen??? Vi skulle ha været 300.. 30.000 der mødte frem og viste tilskyndelsen til at VILLE væk fra den krig… eller skal vi gi op… det var en enestående chance… kommer dog igen til næste år – hvis vi stadig holder skansen.
Mens der var militærparade sang vi af karsken bælg og blev tirsdagen efter i P1-debat beskyldt for respektløshed da vores sang kunne høres ovre på slotspladsen mens der blev holdt 1 minuts stilhed for de faldne. Vi vidste det ikke – det har vi skrevet en pressemeddelelse omkring. http://fredsvagt.dk/om/pressemedd_efter_flagdag
Tænk hvis vi havde været 300 der sang i det minut hvor krigen holdt tavshed. Årh det ville ha været godt ;-)… ja i diskussionen om sørgeminuttet er jeres skribent absolut af den opfattelse at det skal VI IKKE respektere. Men det er der uenighed om… en diskussion vi medio september førte på vores interne mail. Og den har potentiale til en studiekreds.
Under alle omstændigheder må det anføres at der var 2 andre protestarrangementer i byen i anledning af flagdagen; jeg vover at påstå at vores var det flotteste.
Julisommeren var varm som vi alle ved. Vi skal ikke klage. Det ER ulig nemmere at være fredsvagt når solen bager totalt ned over pladsen. Men der skete ikke meget ekstraordinært i og omkring Christiansborg. Kay kan ikke tåle at være der når de hyppige flokke af krydstogtturister lander ved turistbus- stoppestederne. Han sammenligner dem hidsigt med kvægtransporter, og bliver vel ikke sagt meget imod. Så tramper han ud af pladsen velvidende at han ikke har fred nok indeni til at være fredsvagt, måske med et filurent smil til sin medvagt.
Den ene dag afløser den anden og pludselig ringer telefonen; det viser sig da at Christiansborg Slotsplads er optaget af Triatlon-stævne 15. august. FredsVagten er flexibel… vi aftaler med arrangørerne at vi stiller op hvor vi kan komme til det. Det bliver så oppe på græsset på rotunden, hegnet ind af ’backstage’-områder. Fungerer fint nok – sjov dag. Jeg kom selv ind og afløste Inge midt på eftermiddagen. Der var masser af folk stående langs med opløbsbanen men ikke så mange der kom forbi vores stand inde i krogen. Og fokus var på sportsstævnet.
I midten af august blev FredsVagten kontaktet af DR-Ungdomsredaktionen som ville undersøge vores holdning til voldelige computerspil ala World of Warcraft. Doris og undertegnede var i studiet 1. september… desværre ser det ikke ud til at de har valgt at lægge det ud på deres web-tv-kanal dr.dk/pirattv/
Men ikke desto mindre var det for mig en meget tankevækkende oplevelse hvor jeg dels indså at min loyalitet gik til studieværten og ikke til de virtuelle personer jeg skulle forestille mig at dræbe… som en leg. Når han udspurgte mig om mine følelser ved den udpenslede vold på storskærmen.
Og dels indså soldatens moralske dilemma når han har lagt sit lod i en større sags tjeneste; han skal dræbe en gruppe mennesker på ordre uden at de har gjort noget eller truer ham. Det er i en større sags tjeneste, men denne sammenhæng kender han ikke, han må stole på at det gør hans foresatte.
Mens mit hoved kværnede over dilemmaet; hvem og hvilke interesser definerer den angivne ’større sag’, startede studieværten spillet. Jeg havde infiltreret en terrorcelle og skulle nu være med til indledningsvis at myrde en lufthavn ved at pløkke folk ned til højre og venstre. Flot grafik… jeg var helt lammet. Jeg kunne ikke, skød ikke et eneste skud. Fidusen for at komme videre i spillet og forhindre denne terrorcelle i at lave noget meget værre, var jo at blive anerkendt af gruppen, terrorcellen.
Skal du ikke skyde nogen, for at vise dig værdig!, prikkede studieværten til min tomgangshjerne.
Jeg var lige ved at skyde en af mine terrorist-kammerater i ryggen, men så var han væk. Kunne ellers ha været interessant at se om spillet var gearet til en sådan handling af kontant afregning af mine egne følelser.
Tak for oplevelsen. Den sætter visse ting i relief, også om hvordan i humplen vi skal gennemskue den propaganda der er over det hele. Se nu fx i den første bane jeg prøvede der hos piratttv; ’The Pit’, en øvelsesbane hvor jeg skulle skyde efter papskiver ligesom i et Tivoli-skydetelt. Hvis jeg ikke var så bevidst om det som jeg er, ville jeg nok ikke ha lagt mærke til at alle skydeskive-figurerne lignede kloninger af Saddam Hussein. Sådan SER fjenden ud. Samtidig oplevede vi i de dage en vældig medietummel og magthaverkritik, over det forhold at der netop var udviklet et af disse krigsspil hvor man kunne vælge at være taleban. Uhh ha det må man ikke. Fjenden ligner en islam-type. VI er de gode; fjenden må ikke ligne os. JO!, det virker, arbejder dybt nede i underbevidstheden hvor det kommer ned fordi det ikke blir opdaget af bevidstheden på vej ind.
Mit bedste svar til studieværten var, at jeg var glad for at jeg aldrig havde været soldat. Jeg valgte at blive nægter da det i 77 var min tur til at aftjene værnepligten.
Vi konstaterede primo september at troen på at Afghanistankrigen kan vindes er svinget til 32 % for og 53 % imod Vi er altså ved at vinde alligevel… det er måske ikke primært vores fortjeneste, men vi er dog et medvirkende hjørne af den bevidsthed at den krig bliver mere og mere håbløs. 28/9 meddelte spisesedlerne at minister Pind indrømmer at der er givet penge til Taleban… noget bestikkelse så vidt jeg har forstået. ’Krigsinvalider er rasende’ stod der. Ja det tror jeg, det bliver stadig mere absurd.
31. august var Anders Fogh Rasmussen i byen. NATO-chefen skulle prøve at overtale den danske regering til at øge ISAF-styrken. Hans egne forhenværende undersåtter der døjer med hans politiske arv. Ja man MÅ da le. Det gjorde jeg så da jeg hen under middag fik lejlighed til at se ham bag de tonede ruder i sin limo med natoflag på vej ind til Rigsdagsgården, mens jeg stod ude ved vejen med et flag og knyttede hånden under den sorte skygge der gled forbi. Da jeg så at han så på mig kunne jeg ikke nå at forhindre min langefinger i at pege på Gud. Det burde ha været pegefingeren.
23. september var der Heinrichpris-uddeling. Vi havde som sidste år prismodtagere fået 5 fribilletter til festen der i år foregik i Den Grå Hal. De blev udbudt på vores interne liste og i al fald Katrine og Leif bookede sig ind. Katrine syede en smuk nederdel af 2 PACE-faner og meddelte bagefter http://www.facebook.com/?sk=messages&ref=mb#!/photo.php?pid=7168281&id=806902645&ref=notif¬if_t=photo_reply : ”Ja, der var en rigtig hyggelig stemning. Folk var meget begejstrede for at være der. Og så var der jo mange flere end sidste år. Sjov oplevelse!”
Som jeg kommenterede i samme tråd: ”ja, der er gode frynsegoder ved at være fredsvagt ;-)”
Alle disse anekdoter er primært mine oplevelser. Andre fredsvagter har naturligvis på lignende vis oplevet mange ting gennem de mange dage.
Nu er de næste 2 fredsvagtbegivenheder… slå kryds i kalendrene; Kulturnatten fredag 15. oktober, og 9-årsdagen tirsdag 19. oktober.
Til førstnævnte gør vi som de to seneste år efter glimrende idé af Jørgen; lader folk, der alligevel kommer forbi fordi der er 5000 mennesker på Borgen den aften, tegne et fredsbudskab på en papskive af en eller anden slags, mens vi hygger med musik og levende lys. Det er naturligvis afhængigt af vejret som har været velsignet tørt, stille og mildt de to seneste år. Kryds fingre.
Til sidstnævnte har vi ikke andre planer i støbeskeen end at hejse sorte flag frem for de kulørte, som vi også har gjort før. Til gengæld er der ved at bli arrangeret en demonstration på slotspladsen den selv samme dag i anledning af ni-året for Danmarks tilslutning til terrorkrigene. Og således lader vi det blive ved det, medmindre nogen tager et initiativ til noget mere.
Med fredelige ønsker
FredsVagten ved
Bo
