Frank Aaens tale til våbenhvile-demonstrationen, 7/8 2006
8. august 2006
Det siges, de aktuelle kampe startede med bortførslen af en israelsk soldat. Det er ikke rigtigt, hverken historisk eller i forhold til det, der sker nu. Historisk er problemet, at det palæstinensiske folk ikke har fået sin egen stat. 100.000 af palæstinenserne er fortsat henvist til flygtningelejre og til landflygtighed. Dem, der er tilbage, behandles med vilkårlighed og brutalitet. Israelerne bliver ved med at bygge den ulovlige mur, der betyder annektering af flere palæstinensiske områder – og gør livet umuligt på resten.
De aktuelle kampe startede med Israels fornyede angreb på Gaza. Angrebet blev voldsomt forstærket, da den israelske soldat blev bortført. Dermed stoppede Israel for den åbning, der var kommet få uger før, hvor Hamas reelt havde anerkendt Israels ret til at eksistere. Det har verdenssamfundet efterlyst længe. Det kunne være en ny start på en løsning, der har massiv opbakning blandt palæstinenserne. Men Israel svarede med granater og det, der er blevet til en humanitær katastrofe i Gaza. Derefter kom bortførslen ved grænsen til Libanon. Det blev brugt til at sende endnu flere bomber. Vi kender alle følgerne i Gaza, i Libanon og for de israelere, der angribes med raketter.
Jeg er imod bortførsel af mennesker, både når det er Israel, eller militante grupper, der gør det. Men jeg er også imod, hvis bortførsler bruges som anledning til at slå flere hundrede civile ihjel.
Jeg er imod terror mod civile, både når det kommer fra israelske jagerfly, kanoner og kampvogne eller fra raketter, der sendes mod byer i Israel. Det må stoppe. Men der skal ske mere end det.
En fredsproces må starte med et stop for alle kamphandlinger, men straks følges af et ophør af alle besættelser, både i Libanon, i Golan-højene og på Vestbredden, og fortsætte med etableringen af en levedygtig palæstinensisk stat, der kan leve i fred med Israel. Ellers kommer der ingen varig fred. Så bliver et stop for kamphandlingerne bare en pause inden den næste bombe.
Og det er problemet med den våbenhvile, de siger, er på vej.
Forslaget betyder at Israel kan fortsætte sine besættelser og få international hjælp til at gribe ind over for Hizbollah. Det kan kun opfattes som ensidigt og ubalanceret. Ensidige erklæringer og handlinger fører ikke til fred. Tværtimod. Og uanset, hvad man mener om Hamas og Hizbollah – jeg sympatiserer ikke med deres politik og ideologi – så er de parter i konflikten. Holdes de ude, bliver de styrket, som vi har set det under denne konflikt. De skal inddrages, ellers bliver der ikke fred. Som en israelsk general, Moshe Dayan engang sagde: Vil man lave fred, skal man ikke tale med vennerne, men med sine fjender.
Israel, USA og resten af verden må forstå, at der kun kan komme en varig fred, hvis palæstinenserne kan se, at der kommer en retfærdig fred. Det gælder også en løsning for de mange flygtninge. De skal også kunne se en fremtid og de skal have anerkendt deres ret til at vende tilbage. Mange, der bor i andre lande, vil måske ikke ønske det. For andre kan praktiske problemer gøre det vanskeligt, men flygtningenes ret skal anerkendes. De skal kompenseres for de tab, de har lidt, og det skal sikres, at de kan komme videre i livet på et ordentligt grundlag.
Desværre har Danmark et medansvar for at krigshandlingerne fortsætter og har kunnet fortsætte så længe. I årevis har vi accepteret eksport af våben til Israel og stemt for at Israel er begunstiget i EU. Selv om Israel i årevis har negligeret vedtagne FN-resolutioner. Der burde for længst være indført sanktioner.
Under de aktuelle kamphandlinger har Danmark undladt at gøre noget. Regeringen har – presset – sagt det rigtige om våbenhvile og stop for kamphandlinger, men reelt har regeringen bakket op om USAs politik og forhaling, der har været med til at give Israel tid til at fortsætte krigen.
Hvad er der blevet af de mange pæne ord om køreplan til fred. Hvad er der blevet af udenrigsministerens ønske om at Danmark skulle gå i spidsen for fred. I stedet for at gøre en forskel i sikkerhedsrådet, har regeringen og Dansk Folkeparti støttet USA.
Hvad skal Danmark i sikkerhedsrådet, hvis ikke vi gør en forskel?
Danmark må skifte kurs og gøre det klart for USA og Israel:
- kamphandlingerne skal stoppe
- alle besættelser skal ophøre
- palæstinenserne skal have deres stat.
Tak for ordet.
