Til Debatredaktionen Frederiksborg Amts Avis
26/07/2006
En lille fortalelse, mellem de mange andre, der aldrig bliver dementeret i medierne, fra en sultestrejkende iraner på Slotspladsen udenfor vores politiske højborg, gav anledning til særdeles god PR for de sultestrejkende iranere, da Søren Krarup og Jesper Langballe satte gang i den længe ventede debat. Fortalelsen gav blot anledning til et ekstra stort grin. Der skal altså ikke megen fantasi til, før billedet toner frem på nethinden af en præst fra DF præstestyret, når den historie bliver fortalt igen og igen hos den danske pøbel, som DF Søren Krarup og Jesper Langballe naturligvis ikke kan måle sig med.
Der er langt mindre at grine af, når den rette fortælling kommer på bordet, om de danske flygtningemyndigheders behandling af iranske asylansøgere.
Ud af en seriøs henvendelse til Flygtningenævnet i går, fra en gruppe velmenende borgere, var mest ophidsende medierne kunne bruge som omdrejningspunkt for deres dækning, et opstød over, at et enkelt folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten havde være tilstede. Endelig en politiker, der ville tage skridtet fuldt ud. Demokratiets fornemste talerstol blev flyttet ud blandt folket og helt ind i magtens korridorer.
Frederiksborg Amtsavis får ikke alene henvendelsen til et offentligt kontor i åbningstiden til at blive til en indtrængen på Flygtningenævnets kontor. Formålet får Amtsavisen også helt galt beskrevet. Det var ikke blot, for at vise sympati for de sultestrejkende, at delegationen var mødt op på Flygtningenævnets kontor. For nok så meget sympati skaffer ingen sikkerhed til asylansøgere. Den danske stat er forpligtet at yde alle flygtninge, der opholder sig på dansk grund ordentlig beskyttelse mod tilbagesendelse til lande, hvor de bliver bragt i fare.
For at rette enhver misforståelse, så var en personlig henvendelse til Flygtningenævnet blevet nødvendig efter en total mangel på reaktion fra Flygtningenævnet på alle skriftlige henvendelser siden juni måned. Hvorfor denne lukkethed i Flygtningenævnet? Hvad er de bange for? Det er tabu at nævne i den danske presse, at de danske asylmyndigheder har angivet en familie med to små børn på flugt fra præstestyret i Iran til deres bødler. Det er ugle set at omtale konsekvenserne af udlændingeloven, vedtaget i det så hæderskronede danske folketing efter Dansk Folkepartis indmarch på Christiansborg.
Love, der helt bevidst vil tvinge flygtninge ud af landet fra det ene præstestyre til det andet. Bestemmelser, der vil drive dem til vanvid, enten ved at sidde på et asylcenter i uvis tid uden videre muligheder for sagbehandling, eller ved at kunne blive sat på et fly med en halv times varsel og udleveret.
Om dødsårsagen hedder hensynen og en dag selvmord på et dansk asylcenter, tvunget i knæ gennemm årelange sagsbehandlinger, åndelig og fysisk udmattelse i det statsansatte Røde Kors eksklusionslejre, eller dødsårsagen er åndelig og fysisk udmattelse i et Iransk fængsel er egentlig underordnet.
Til de mavesure bemærkninger fra Søren Krarup og Jesper Langballe over at være blevet sat på plads af en dødsmærket iransk asylansøger, er der kun at sige, som Bo Richard, lederen af Fredsvagten ynder at udtrykke sig: ”At den der fisen lugte kan, det er fisens ejermand”.
Hvad der kendetegner et ordentligt demokrati er borgernes ret til at henvende sig til offentlige kontorer og forvente et svar fra de statsansatte på deres henvendelser. Her ligger problemet gemt for gårsdagens opbud af borgere hos Flygtningenævnet. En måneds korrespondance, møder med såvel kontorchef Birgit Petersen fra Udlændingestyrelsen, Sandholm Centret, fuldmægtig Simon Clark og Dejan Keseric fra Integrationsministeriet samt med nogle folk fra Folkekirkens Nødhjælp, der forsøger at ’rådgive’ de sultestrejkende, har været frugtesløse. Alle instanser vaskede deres hænder og tørrede dem af i Flygtningenævnet. Så derfor måtte vejen gå til Flygtningenævnet i en personlig henvendelse, for brevene bliver syltet.
Således troppede vi op med vores dokumenter og fuldmagter fra de sultestrejkende til at tale deres sag.
Men at tænke sig, ingen absolut ingen sagsbehandlere tilstede midt i den offentlige åbningstid. Der var blot en lettere skrækslagen sekretær som kom os i møde på trappen, vel bevogtet af en kontorbetjent.
Ingen af dem kunne svare på spørgsmål i asylsager, de kunne heller ikke finde nogen som helst at kontakte i hele Flygtningenævnet.
Hvem behandler de mange asylsager i Flygtningenævnet? Ligger de stille sommeren over? Sagsbehandlingen er ikke, som Frederiksborg amtsavis skriver, besværliggjort af asylansøgere, der giver falsk identitet. Logisk vil der altid være nogen, som har måttet flygte under et dæknavn og på et falsk pas. Disse mennesker skal have deres identitet fastslået på den ene eller den anden måde. Det er dog ikke der skoen trykker mest i forhold til sagbehandlingstiden. De lange ekspeditions tider skyldes helt klart udlændingelovens bestemmelser.
Ifølge amtsavisen blev bannere hængt ud af vinduet med opfordring til hurtigere behandling af de iranske ansøgeres sager. Avisen skrev også, at de tvivlede på, ”at den demonstration vil sætte mere skub i sagsbehandlingen, men en halv dags yderligere forsinkelse, skal optrinnet da nok medføre”.
Med min ringe skolegang er nul gange ethvert tal lig med nul. Vores pointe er at formålet med fremmødet var at få sat gang i en sagsbehandling, der er lig med ingenting indtil videre i de sultestrejkendes sager.
I en klart dokumenteret sag, har de danske myndigheder helt uhørt udleveret oplysninger om asylansøgerne til de samme bødler, som de Iranske flygtninge er flygtet fra. Jeg vedlægger dokumentet til Frederiksborg Amtsavis, og håber de vil sende præsterne i DF et kopi til selvsyn.
Familien, de danske myndigheder har angivet til præstestyret i Iran, er et ungt ægtepar og deres 2 børn. Det ene barn på 4 år har netop været ude for en ulykke. Den 4 årige dreng måtte have indopereret en ny platin kæbe, der skal skiftes efterhånden som den lille dreng vokser, hvilket vil blive yderst kompliceret, hvis drengens forældre sendes til Iran. Faderen var stærkt politisk aktiv mod præstestyret. Ulykken skete under Røde Korses beskyttelse inde på Sandholmlejrens område. Selvom området har politi lige ved hånden, blev der ikke optaget nogen rapport af politiet Derved vil barnet aldrig kunne søge erstatning efter almindelige demokratiske regler herom vedtaget i det hæderskronede folketing. Flygtninge Konventionen siger ellers at flygtninge ikke må stilles dårligere med hensyn til sådanne rettigheder end andre borgere i samfundet. Når jeg ser lovene administretet så lemfældigt, så er det, at jeg og mange andre siger, rend mig i reglerne, nu vil vi se dansk humanisme og overholdelse af Flygtningekonventionen.
Derfor var vi i flygtningenævnet. Dette var blot et eksempel ud af de stadig 1600 andre ventende flygtninge i de danske Røde Kors drevne flygtningelejre. Mennesker der lider under de danske demokratiske love.
Det pressen ikke spørger om, får de selvfølgelig heller ikke at vide, men jeg vil lige slutte denne artikkel om Frederiksborg Amtsavis med at fortælle, at betjent Sørensen fra Beredskabsstyrelsen nægtede at modtage en politianmeldelse af Flygtningenævnet for overtrædelse af Flygtningekonventionen. For skal man anmelde sådanne overtrædelser, skal man henvende sig på de forskellige flygtningecentres lokale politistationer med sin anmeldelse for overtrædelser af lovene.
Min logik siger mig, at skal vores lille dreng have en chance for at overleve skal han ikke vente i ca. 20-30 år på frihed og retfædighed. Han skal heller ikke have sine forældres sag ignoreret i flygtningenævnet, så han risikerer at bliver udvist til et liv uden hans forældre hos slægtninge eller på et børnehjem i Iran, skulle parret ende med at blive arresteret i lufthavenen og sat i fængsel ved tilbagesendelsen.
Disse forældre, som allerede har måtte lide under at have været aktive engagerede borgere i opposition til præstestyret, bliver nu straffet endnu engang. De har været åbne og modige. De har offentliggjort dokumenter fra Ambassaden i Theran med personfølsomme oplysninger i deres sag her i Danmark. Jeg har ikke mere at miste siger den unge kvinde, så her er papirerne, der afslører de svinestreger, asylmyndihederne begår, overfor flygtningefamilier i Danmark. Udvisning er åbenbart straffen, for at udtale sig, når DF præstestyret har behandlet asylsagerne i deres finmaskede sytematiske lovsystem af udlændingelove og bekendtgørelser. Hele udlændingeloven er racistisk og en urimelig lov, ingen ordentlige og anstændige borgere behøver at rette sig efter overhovedet.
Derfor gik vi først til Folketingets medlemmer, Statsministeren Integrationsministeren, Udlændingestyrelesn, og til sidst til Flygtningenævnet og bad dem kikke nærmere på denne lov og disse Iranske asylsager.
I alt 56 sager, der alle handler om afvisning på grund af manglende samarbejde med asylmyndihederne. Det manglende samarbejde består i, at asylansøgerne ikke kan underskrive papirer med oplysning om deres identitet til det iranske præstestyre, uden at blive eksponeret for iranske agenter, der findes her i landet og uden at risikere fængsel, tortur eller dødsstraf for at have været i opposition til styret i Iran, hvis de udvises til Iran.
Familien har siddet i Sandholm i 6½ år nu, dvs. drengen er vokset op bag pigtråd, og ikke nok med det bliver smidt hjem til et styre, hvor det måske aldrig bliver muligt for forældrene at forsørge deres barn, fordi de bliver forfulgt eller fængslet.
Jeg tror ikke folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr skal holde ferie. Derimod ville det være særdeles bekvemt hvis regeringen fik givet de ca. 1600 asylansøgere asyl én gang for alle, så vi kunne sende flygtningenævnet hjem på en meget lang ferie.
Når ferien er slut, kommer endnu flere ofre for krigen i Libanon, der også skal have asyl. Hvad med at stoppe krigen, global våbenhvile, sende DF hjem til deres huler, og lade os andre nyde sommeren i ro og mag, uden at skulle tænke på sultestrejkende folk, uden at skule tænke på regeringens mishandling af folk i asylcentrene.
Kan vi ikke få en verdens våbenhvile, så vi en tid kan prøve, hvad det vil sige at have fred. Så vi ikke behøver tænke mere på ødelæggelserne i krigszonerne. Kan vi ikke undgå at få flere nye flygtninge, der skal dø på grænsen i flygtningekøen til FORT EUROPA.
Hvis der er tale om nogle der befinder sig i et vaccum, er det vist ikke så meget nogle aktivt handlende mennesker, der som sidste udvej må sultestrejke og aktionere i Flygtningenævnet, men journalisten Frederiksborg Amtsavis og Dansk Folkepartis præster og vælgerskare. De har så meget vacumpakket jord i hovedet, at de er blevet til hjernedøde, følelseskolde børnemordere.
Til slut skal jeg blot bede avisen om at dementere ordlyden på bannere, der blev hængt ud af vinduet. Der stod intet om krav om en hurtigere sagsbehandling. Det er jo selvsagt i og med at der er tale om folk i sultestrejke.
Det eneste disse bannere bad om, var:
”TAG OS UD AF ASYLCENTRENES ISOLATION” og ”GIV OS EN FREMTID” Det tager ikke mange sekunder for en sagsbehandler at se en klokkelar asylsag. Men det tager årevis at få en professionel sagsbehandler ansat i Flygtningenævnet, hvis dette nogensinde sker, så længe vores hædereskronede folketing skal have stikkere til irans bødler siddende på taburetterne.
Jeg siger i hvert fald, at ingen borgere skal rette sig efter grusomme love. Alle skal tværtimod være forpligtede til at gøre ALT, for at få de misfostre af menneskeheden, som har vedtaget disse krænkende udlændingelove, ud af vores folketing.
Søren Krarup og Jesper Langballe, gå af. Find jer dog et land at bo i, hvor der er afstande nok til at folk som jer kan ytre sig, uden at skulle genere alle os andre. Sibirien ville passe glimrende. Så kan du lære det med de svære med sprogforskelle og kolde, skuldre i omgivelserne.
Med venlig hilsen
Ulla Røder
