Nyhedsbrev 19, september 2011
Kære fredsvagt-venner og støtter
Alle tidligere Nyhedsbreve kan læses på http://fredsvagt.dk/om/nyhedsbrev_18 ,_17 etc
Hvis man ikke ønsker at modtage FredsVagtens Nyhedsbreve så send en mail uden indhold med subjekt ’Nyhedsbrev nej tak’ til bo@fred.dk fra den mailadresse det modtages på.
Nu er det slut med at klynke over vi ikke er og ikke blir flere, sådan er det altså. Vi har jo som nævnt for længst sluppet ambitionen om at holde fra 10 til 18, men vi er i stand til at holde hver dag, og det er så det. Men vi tager en diskussion på stormøde 1. oktober om vi skal benytte 10-året til at lukke ned mens vi endnu lever.
Og fortsat er det en god oplevelse når man får smag for det, at aflevere sin fortsatte harme over den militaristiske politik. Få luft til sin hovedrysten når aktionen for at beskytte befolkningen i Libyen lynsnart udvikler sig til at være ’part i borgerkrig’. Hen gennem sommeren har vi kunnet følge med i det absurde teater, som skærper vores stålsathed.
Men årene går og vi blir jo ikke yngre, så en dag slutter det. Sidst i juni meddelte Thorleif at hans viv Elly, gennem 50 år plus, desværre ikke længere var hos ham. Qua flere sammenkomster i det Andersenske hjem på generalens vej og qua utallige telefonopkald i de år Thorleif passede skemaet ufortrødent, var Elly også en del af FredsVagten. Desuden som Thorleifs faste støtte; hans ’finansminister’ som han sagde med sit luneste smil. Så vi var med i kapellet på Roskildevej og ønske hende god rejse.
Og så var det som en hel stime halvanden måned senere. Patrick Mac Manus, som ikke egentlig har noget med FredsVagten at gøre, men som er en mand hvis indsats for et anstændigt samfund vi klart hylder, og få dage senere Jens. Vores egen Jens… farvel, dette billede fik en del kærlige kommentarer på facebook. Hvis noget sted fortjener betegnelsen ’FredsVagtens foreningslokaler’ så var det hans viceværtslejlighed i stuen i Boyesgade 3; det sidste sted man ku ryge inden døre, og det blev der ;-) En smuk lørdag 3. september var vi med på Vestre Kirkegård med en del PACE-faner; en af dem fulgte med Jens… inden vi efterfølgende kørte til stormøde.
Nu er det formelt sådan at nærværende støtteforening (som udsender dette nyhedsbrev) ikke er arbejdsdygtig før vi får valgt et nyt bestyrelsesmedlem. I betragtning af aktivitetsniveauet er det imidlertid ikke noget praktisk problem. Er der nogen æret læser der har lyst til at bestride en bestyrelsespost (der følger ikke noget ’ben’ med :-) så afholder vi en ekstraordinær generalforsamling.
Dagen efter Jens’ bisættelse rejste faneparaden videre til Jesper Kleins fra Arbejdermuseet. Igen en beslægtet freds-sjæl. Leif fandt frem til et foto fra 19. oktober 2007 hvor Jens er ved at
overrække Jesper årets PiiSarT-pris, mens Helger holder talen. Ingen af de tre var specielt gamle, så det føltes som om gode kæmper faldt tæt. Så efter 3 uger også Per Warming. Jo, en dag slutter det.
Ellers skete der vel ikke så meget i sommeren… ja altså udover at det regnede. FredsVagten har ikke nogen kælder, så vi klarede monsterbygen uden men.
HVERDAG
Jørgen forsyner os løbende med de små flag. Der er kommet mere variation i udbuddet. Tak!
Vi har lidt badges, men der er nu ikke meget flow i salget
Ilden der nogen gang er våd og skal renses ud (ser du ilddjævlen?)
Nu så vi sidst at det er Kay der er lysansvarlig, men jeg kan nu ikke helt holde fingrene fra den og ofrer en bid lommetørklæde – der er revet ud af gammel tyndslidt dynebetræk, men så kommer der for meget gang i den og med et stykke efterladt ståltråd fisker jeg kluden op, og da jeg er træt af det tykke lag paraffin der ligger på brættet lægger jeg den der for at rense op. Så er der igen sjov for den lille pyroman ;-) Men husk det er Pyromani for Fred. Selv om ilden er kommet udenfor spanden har jeg stadig styr på den og blev ikke antastet af emsige embedsmænd.Onsdag 27. juli var FredsVagten og nationen for en gangs skyld enige om at sørge over terrorismen; den forfærdelige massemorder i Norge. Og DF fik godt nok travlt ved håndvasken… men det er som om retorikken om højrefløjens værdier og menneskesyn igen er forstummet, selv om de oplagt yder ideologisk klangbund for vanvittige typer som denne… den koldeste massemorder man overhovedet kan forestille sig.
Sommer… sådan! Kommunen sparer på gartneriet og rotunden får lov til at blomstre. PH ved hvad de blomster hedder – jeg ved det ikke.
THRIATLON
15. august spærrede Copenhagen Challenge hele slotspladsen af, inklusive rotunden, så vi rykkede over på hjørnet ved Finansministeriet, og betragtede det myldrende folkeliv. Som altid lavmælte. Jeg kom hen på eftermiddagen og slæbte noget mere grej frem med hjælp fra Kay, der abstraherede fra ’kvægflokkene’ ved at lave lys ;-)
Sjovt nok som en afvekslende eftermiddag, men der kom ingen kunder i fredsbutikken trods det myldrende opbud af fredelige folk.
TERRORDISKURSENS FALSKHED IGEN IGEN
20. august igen et desperat råb om retfærdighed der igen fik min kvalme over hykleriet til at stige: Retssagen mod det kurdiske ROJ-TV. Forsvaret har fået underkendt 11 ud af 13 vidner. Det er SÅ tykt. Tyrkiets betingelse for at anerkende Foghs forfremmelse; ROJ-TV skal dømmes for terrorstøtte. Men fårene… undskyld; folket, accepterer det som legitimt. Så er vi der igen.
I AL SLAGS VEJR
30. august..., Hvem sagde regn ;o) Og hvad sagde den gamle spejderleder: Det er tøjet det kommer an på!
Men mit kamera strejkede godt nok et stykke tid i protest mod den væde jeg havde udsat det for… jeg havde ikke nogen paraply.
FLAGDAG
Igen i år fik vi etableret vores flotte flagalle 5. september på rækværket langs Ved Stranden
Dagen startede med heldagsregn ifølge DMI’s prognoser. Surt naturligvis, dog mindst lisså surt for militarismens selvhyldest, men så klarede det alligevel op og blev en tør og dejlig eftermiddag.
Siden sidste år har man jo bygget de nye anløbsbroer til kanalrundfarten, det var kun en fordel, thi så stod vi lidt tættere på med vores fredssange mens selve paraden løb af stabelen ved fire-tiden. Jeg troede det var ligesom sidste og forrige år parade kl 13.30, men denne gang var det jo på en mandag, så folk sku ku komme fra arbejde. Og uanset alle vore diskussioner derom sang vi ikke mens de holdt et minuts stilhed, har jeg læst i en facebooktråd startet af en mor til en af de døde og fulgt op af soldater. Tonen er ikke optimal, heller ikke min… helt ærligt jeg kunne ikke la være med at drille dem. Trykkede fx ’synes godt om’ til indlæg der forsøgte at beklikke min moralske og mentale kapacitet. På en måde utroligt sørgeligt, men på en måde også sjovt i sit håbløse forsvar for krigen. Jeg ved ikke om det rykker noget. Prøvede også at være saglig mens jeg grinede af mudderkastene fordi de på ingen måde kom i nærheden af at ramme mig.
Nå, igen konstaterede vi at der var sgu ikke noget stort opløb på vores side, mens slotspladsen var fyldt med folk til beundring af det smukke militær og de malmfulde skåltaler. Men vi som var der havde en god dag med sang og dejligt samvær.
De her billeder er downloadet fra facebook så billedkvaliteten er lidt ringe. Det er Suz og Katrine der har taget dem... Der skråles ;-D
FREDSFESTIVAL
10. september i dejligt eftermiddagsvejr ude ved Karens Minde. Tine kom med friskbagte t-shirts, som det ses i 2 grundfarver. Håbets ild taget fra vores badge, og en due med ’peace and love’ kalligraferet arabisk. Den er fairtrade og derfor lidt dyr; 150 kr. Skriv en mail til mig hvis du vil købe én; bo@fred.dk... Snart blir den et klenodie ;-) Hvis den skal sendes tillægger vi 25 kr for fragt. Så tjener vi kun en 20’er, men får dog vores likviditet igen. Den gik helt i bund ved dette indkøb ;-(
Der var endnu færre civilister end nogensinde før. Fatter hat. Hvad er det vi gør forkert, siden der ikke er nogen i lokalkvarteret der føler for at komme over og nyde lidt fredskultur. Tror de vi er farlige, påtrængende, kedelige eller hvad. Der var fine kulturelle tilbud ovre i pavillonen, men kun 5 – 8 stykker til at nyde dem. Fortællertelt med gris – lidt flere, og nogle politiske møder, der var jeg ikke selv tilstede og ved ikke. Jeg ville hellere være ude i solen i gården mellem de tre længer, hvor en del af os passede de boder som næsten ingen besøgte.
17.30 var jeg skemalagt til at synge fællessang ovre i pavillonen. Der var nu kun 4, så når ikke bjerget vil komme til Muhammed må jo Muhammed komme til bjerget. Jeg valgte at synge for i den frie luft i den dejlige eftermiddagssol hvor folk sad, og det fungerede. Der blev sunget med og klappet det rigtige sted, hver gang ;-) Og så er det jo en fordel at jeg har min ’udendørsstemme’ (som Inge kalder det). Ovre ved pavillonen gik en mand og grillede, han sagde at hvis alle havde en stemme som mig, så var mikrofonen ikke blevet opfundet ;-)
VALGET
Valget passerede FredsVagten stort set uden dønninger. Vi mærkede ikke meget til valgkamp og flæsk bortset fra de mange plakater der pludselig sad overalt på gelændere, master og træer. Specielt Rasmus Jarlov den unge K-hyæne (løvens fjende ;-) der sad gange 300 på gelænderet ovre ved kanalen fra Holmens Bro til Højbro. (se billede ovenfor fra flagdagen) Overkill. FredsVagten kender jo Jarlov fra tidligere da vi hjalp ham og hans skattenægterkumpaner i januar 2009 med at opretholde Skattevagten… hvad, et par uger (?)
Jeg tog den position ved dette valg at det var illegitimt hvorfor jeg ikke ville deltage. I stedet brugte jeg min stemme til at demonstrere denne holdning ved at deltage i en facebookgruppe af folk der afbrændte deres valgkort. Det gjorde jeg således også og lagde det på youtube. Det havde egentlig ikke noget med FredsVagten at gøre, men kom alligevel til det da jeg fredag morgen efter valget blev tilsagt af TV2 Go’Morgen Danmark for netop at fortælle om FredsVagtens oplevelse af valget og dets resultat. Jeg skulle vælge mellem en sur og en glad smiley, men havde i stedet lavet min egen ’række tunge’ smiley :-p og fik således fornemmeste taletid til at fortælle min holdning, og med fredsfanerne blafrende i billedet blev den jo tillagt FredsVagten. Det er jo så ’alles lige ret’ for mit vedkommende. Helt kort er valget ikke legitimt fordi der ikke har været et retsopgør omkring Irakkrigen som Fogh og Per Stig løj Danmark lodret ind i. Krigsforbrydere og landsforrædere. Uden dette retsopgør ka et valg hvor disse højkriminelle personager ka stille op, ikke være gyldigt.
Her er der link til min afbrænding http://www.youtube.com/watch?v=Dbr23LEWxUY
og TV2’s reportage http://www.youtube.com/watch?v=oV7917BI8Kc
Som resultat af denne skærpede opmærksomhed på Grundlovens forfald havde jeg 17. september på formiddagsvagten en god oplevelse: Strejfer rundt på pladsen, der igen ligner sig selv efter valgshowets totale mediecirkus, og ser en familie; ældre ægtepar og tre teenagere. Farmand peger op på Frederik d. 7. soklen og docerer, jeg går hen og siger: ”Grundloven er aflyst!” Og forklarer mig. Farmand prøver at være sarkastisk, men det bider ikke så jeg forklarer uanfægtet videre om den bog jeg anbefaler hver gang talen er om dette emne: Bo Elkjærs ’Kære Statsminister’ (læs den!) Farmand er stadig vittig, men så siger fruen stille at det lyder da som om jeg har en pointe, og teenagerne ser på mig. Så synes farmand det er tid at komme videre, men jeg veksler lige et par bemærkninger mere med fruen og nævner endnu engang bogens titel og forfatter.
BOG
Jeg er klar over at jeg i dette Nyhedsbrev er blevet mere personlig end tidligere. Det er nok et resultat af at jeg det sidste halve år har skrevet min bagmandshistorie om FredsVagtens to første år. Den er ved at finde sin bogform og er planlagt til at smides på bordet til 10-års-rundingen 19. oktober og kommer nok til at koste 249,95 (deltager i snyderiet ;-)
Jeg har før skrevet at I skal sætte kryds i kalenderen, men indrømmer at vi har ikke rigtig nogen plan for ekstraordinær markering af dagen. Vi er så udbenede at ingen orker organisere noget. Dog blir det sådan at undertegnede stiller op til et fyraftensarrangement kaldet Tæsk, på Hovedbiblioteket i Krystalgade kl 17 til 18.15 hvor jeg vil præsentere og min bog og forsvare min holdning som fredsvagt. Jeg har jo tænkt mig at gi publikken tæsk. Hvordan vil jeg ikke røbe her ;-)
Dagen holder vi i hævd på pladsen, måske Borgen vil lægge lokaler til en reception, har nogen foreslået mig. Arbejder på sagen.
Om aftenen forestiller vi os en mere privat sammenkomst for os gode forbenede fredsvagter der holder ud. Jeg synes jo vi skulle hyre en sal hvor vi også kunne modtage alle jer der sympatiserer, og/eller selv har været fredsvagter. Men jeg har svært ved at forestille mig at I kommer; i betragtning af hvor mange flotte relevante arrangementer vi har lavet hvor I ikke kom. Så orker vi ikke prøve igen åbenbart, så i stedet mødes vi med os selv under hyggelige former. Det er i skrivende stund heller ikke afklaret. Typisk FredsVagten ;-)
UDSTILLING
Til FredsFestivalen havde Doris lavet en billedcollage af FredsVagtens 10 år.
Bagefter deltog den i Christianias 40 års udstilling i Den Grå Hal. Her Leif og hans bror Villy.
Det blev da et rigtig langt nyhedsbrev denne gang… det kan da vist slet ikke være i en standard mailbox.
Fredsommeligst
Bo