kære gode venner og støtter
Nyhedsbrev nr. 6, juli 2008
25. april havde vi som nævnt sidst en times officielt møde med Krigsministeren. Vi havde forbeholdt os offentliggørelse, hvilket Gade ikke udtrykte forbehold overfor. Vi var i tvivl men sådan blev det. Det betød selvfølgelig at vi mødte ministeren fremfor mennesket. Og det var jo det sidste vi egentlig helst ville, som osse Jette udtrykte det ved mødets start.
Set i bakspejlet kan det være svært at vurdere hvad vi troede vi ville opnå. Det var ikke fordi vi var så naive at vi troede vi kunne omvende ham, men vi gjorde os måske en lille naiv forhåbning om at vi kunne ’ryste’ ham med nogle ’barnlige’ spørgsmål der ville klæde ham af. Ak ak – han var altfor meget minister til at lade sig ryste af os.
Qua offentliggørelsen havde vi naturligvis inviteret pressen, som da osse mødte talstærkt frem. Undertegnede, som var primus motor i arrangementet, prøvede da at gøre det til et ’lukket’ møde for alligevel at håbe på en sprække i det ministerielle jakkesæt. Men dels var vi jo på den åbne plads… mødet foregik hos os – ikke på Gades kontor, og dels havde vi jo selv sat 2 kameraer på for at dokumentere. Det kan vi så idet der ligger en sammenklippet film på denne adresse http://agenda911.dk/data/fredsgade/fredsgade_edit_01.mp4 Der er ikke klippet noget væk, så det er den fulde version. Der ligger en 6 minutters version på youtube som er klippet sammen af CATV (Christiania tv). Søg på ’fredsvagten’.
Jeg havde til formålet engageret CATV, men det kom der en masse dårlig ballade ud af fordi CATV brød aftalen og ikke ville udlevere deres optagelse. Desuden overholdt de ikke aftalt format hvilket ses som skiftende billedformat i førnævnte sammenklipning. Qua besindigt diplomati lykkedes det alligevel efter en god måned, medio juni at komme i besiddelse af CATVs optagelser, men der er fortsat et uafklaret efterspil da undertegnede under processen måtte finde sig i underlødige injurierende beskyldninger, og endnu ikke har fået en undskyldning /oprejsning.
Konklusionen er således indtil videre at CATV ikke er en troværdig samarbejdspartner i fremtiden da de trods gentagne opfordringer har forsømt at indgå i en dialog omkring førnævnte ballade /misforståelser.
Om Gade vil jeg lige ydermere nævne at han mødte op aldeles uden sikkerhedsudstyr og der var ikke politi tilstede, selvom jeg havde adviseret dem om at mødet ville finde sted. Jeg følte qua det at det var os der havde inviteret ministeren, at vi var ansvarlige for hans sikkerhed. Men politiet fratog os ansvaret, det havde PET styr på sagde de. Så jeg havde egentlig forventet et par gorillaer ved hans side og en hollændervogn i baghånden, men det var der heldigvis ikke og mødet forløb i fredsommelig fordragelighed om end naturligvis osse i en vis indigneret uenighed.
1. maj var FredsVagten som plejer van i Fælledparken. Men vejrguderne havde bestemt at netop denne dag skulle være en af de vådeste dage i en kalendermåned der ellers slog alle rekorder med hensyn til sol. Måske var det kombinationen af helligdag (Kristi Himmelfart) og øl-dag Vorherre ikke brød sig om ;-) Så vi stod bare i regnen og passede vores flag der på denne dag er hejst 5 meter op over plænerne. Fra Rød 1. Majs scene i nærheden spillede Christiania-bandet Fri Galaxe en hyldest til os.
31. maj deltog FredsVagten talstærkt i et fælles fredsmøde som Militærnægterforeningen havde indkaldt. Og Jørgen påtog sig at koordinere disse danske fredskræfter til en fælles aktion på ESF (European Social Forum) i Malmø 18. – 21. september. Desværre må vi dog sige at det danske fredsarbejde ikke ligefrem svulmer af overskud og arbejdsglæde. Tordenskjolds soldater er udmattede (jeg er i hvert fald).
5. juni deltog FredsVagten i Minoriteternes Grundlovsdag på Christiania. En god dag hvor vi igen fik vist ’flaget’ uden at det dog afstedkom fornyet opbakning til vores seje stand. Der er indsat et billede på www.fredsvagt.dk. Det var det dejligste vejr og bagefter gik vi en lille flok ud på Refshalevej og kikkede på den nye besættelse dér, indtil solen gik ned over vandet.
22. juni holdt vi så sommerens ’store’ fredsvagt-arrangement: et 3-religiøst møde i anledning af 5 Million Peace March, hvor vores gamle hæderkronede fredsvagt-medlem Lars Ro er en drivende kraft i en march til Jerusalem for at markere denne som en fredens by.
Søndag eftermiddag under nogle våde regnbyger var der et efter forholdene ret godt fremmøde til at lytte til nogle talere fra de tre religioner der holder Jerusalem som en hellig by: Jødedommen, Kristendommen og Islam. De tre talere skulle tale over emnet: Hvordan opnår vi fred i Jerusalem. Desuden talte en repræsentant for FN-Forbundet, som dog havde fået emnet lidt galt i halsen, og sidst Garba Diallo som står for organisationen Crossing Borders www.crossingborder.org der arbejder med at få israelere og palæstinensere til at mødes og forstå hinanden.
Indimellem spillede Jezus på sin harmonika.
Imidlertid interesserede dette ellers noget anderledes arrangement ikke den danske verdenspresse, der er mere interesserede i at kolportere magtens fordrejninger. Men det er jo ikke noget nyt.
Til stadighed kæmper vi mod tiden. Vi vil ikke overlade slotspladsen til vanæren. Og til stadighed får vi da små skulderklap som får det til at gå endnu en stund at holde fredens mangfoldige farver op mod magtens grå mur.
Jezus foreslog at vi skulle gentage vores trommer for fred fra 1000-dagen 14. juli 2004, på 2500-dagen som falder nu 22. august hvilket er en fredag. Det vedtog vi på sidste stormøde her primo juli at gøre, uden dog at gøre lisså meget ståhej ud af det som dengang.
Ultimo juni blev FredsVagten kontaktet af et elevhold ved Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. De ville gerne snakke med os om ’kulturforståelse’. Jeg var lidt luren ved tanken om at vi skulle hjælpe militæret med at kvalificere soldaterne til deres oversøiske aktioner, på den anden side var det jo osse en chance for os til at påvirke dem i positiv retning. Vi var jo ikke nødvendigvis bundet af deres dagsorden.
Her kom så Andreas og Mikael. To flinke unge mænd med venlige ansigter og faste håndtryk… i civil. Andreas førte ordet og startede med at fortælle at han og en anden havde været forbi osse igår søndag, hvor de havde snakket med Kay og Ingrid. Jeg glemte at spørge om de havde været i uniform som det var blevet mig fortalt at de ville.
Foruden mig var Jørgen på vagten, men de satte sig på en sådan måde at Jørgen kom til at sidde bag mig, det var jeg lige opmærksom på uden at få foreslået en anden 'opstilling'. Jørgen kom dog hen og blandede sig lidt. Senere kom osse Katrine, og blandede sig så de fik lidt variation på nogen af meningerne.
De havde formuleret en række spørgsmål som ethvert andet interview om FredsVagten og vores visioner og motiver mm. De havde studeret vores hjemmeside og virkede i det hele taget seriøse og velforberedte. Han var slet ikke dum, ham Andreas som førte ordet og på ingen måde i fundamentalistisk forsvar for Bush og Fogh. Jeg havde svært ved at se dem som to soldater der skulle dræbe en postuleret fjende i et fjernt og fremmed, disse to danske drenge.
Jeg udfordrede dem med nogle ret anklagende meninger om det job de var ved at blive uddannet til, men de svarede ikke igen. Det var et interview, ikke en diskussion. Og således undlod jeg at spørge dem direkte om deres motivation som lakajer for et system styret af den Bush de selv udtrykte foragt for. Håbede bare at de ville reflektere over mine synspunkter og at skriverkarlen Mikael fik refereret mig rigtigt. Jeg ville såmænd gerne at de havde haft elektronisk optagelse, så de ikke lod mine udtalelser farve af deres perception allerede i referatet.
Nå alt andet lige synes jeg det er bedre at vi tog imod dem end hvis vi ikke havde gjort. Det varede vel en times tid, så gik de med velmente ønsker om at holde skruen i vandet… eller osse var de gode skuespillere og/eller jeg var meganaiv overfor deres venlige fremtoning og lod mig intimidere. Hmm, til stadighed kunne jeg slet ikke se for mig at de var ved at blive uddannet til at slå ihjel på krigsherrernes vegne.
Endelig inden vi siger God Sommer, vil jeg gøre opmærksom på at FredsVagten er blevet ungdommeliggjort af Katrine der har lavet nogle nye web-links på myspace og facebook:
http://www.myspace.com/fredsvagten og http://www.facebook.com/group.php?gid=12088618821 Tak til Katrine for initiativet – det breder sig, nu skal vi så osse bare ha nogen til at løfte blikket fra skærmen og træde ud i Vorherres skiftende vinde over Slotspladsprærien og dér holde den virkelige fredsvagt kørende… det er nemlig trods alle gode ønsker stadig et problem. Ligesom lektier – alle ved det skal gøres… mañana.
To nyere fredsvagter: Juha og Pia 4. juni 2008
Kram til alle fredsfolk og –støtter
Bestyrelsen v/ Bo