kære gode venner og støtter
Nyhedsbrev nr. 9, april 2009
Så er der atter løbet 3 måneder på FredsVagtens stædige projekt. Vi savner mange gode gamle fredsvagter, men heldigvis kommer der stadig nye til. Og det skyldes vist primært gode initiativer med at promovere FredsVagten på facebook
http://www.facebook.com/group.php?gid=12088618821
http://www.facebook.com/group.php?gid=47988116646
Det næste blir at fastholde de nye så de får fredsvagt-ideen ind på rygraden. I dag (24. marts) stod jeg sammen med Eric som var ny; førtidspensioneret ingeniør som arbejdede med vedvarende energi. Han satte en lille vindmølle-model op på ’skibet’ da der stod en stiv pelikan ind fra nordvest. Han vidste ikke hvor koldt det er på Slotspladsprærien når Nordenvinden håner vores ønske om forår og sender haglbyger ind over folk og statuer. Jeg ’sendte’ ham hjem da jeg så at han frøs gudsjammerligt.
Apropos statuer. Normalt har vi jo kun selskab af kongen; Frederik d. 7 som er redet ud af Kongeporten og nu med åben hånd overgiver magten til folket i 1849. Men siden engang i april har kongen og vi fået selskab af en mager nøgen mand der står på en 6 – 10 meter høj pæl og forsøger at holde balancen. Det er den evigt magt- og samfundskritiske odensianske kunstner Galschiøt der har fremstillet en kommentar til det kommende klimatopmøde.
FredsVagten var naturligvis tilstede den dag den blev stillet op, og vores Pia Qu blandede sig med et spørgsmål om hvorfor den skulle vende front mod Borgen… om det ikke var bedre den så væk fra Borgen. Så nu kikker den i stedet mod nord i retning af Nikolaj Kirke. Jeg skal ikke gøre mig klog på om der er yderligere argumentation for den præcise retning, men dog konstatere at magten ligger ikke i Folketinget men hos folket.
Jeg nævnte sidst Dalai Lamas besøg i Danmark ultimo maj. Nu har vi fået officielt afslag fra den danske vært; Tibet Charity, på at Hans Hellighed har tid til at aflægge FredsVagten et besøg. Hmm, endnu er der et spinkelt håb om at han selv vil yde os en tribut, men det er spinkelt fordi det er naturligvis arrangøren der har det store ord. Vi har ikke polemiseret mod afslaget som i øvrigt var meget venligt og respektfuldt.
Jeg nævnte osse biograffilmen Max Pinlig i sidste nyhedsbrev. Vi fik som nævnt 12 fribilletter, så medio januar så jeg selv filmen sammen med fruen min. FredsVagtens rolle var en del af det pinlige ;-) idet Max’ mormor og morfar havde ikke holdt jul for ham de seneste 7 år, fordi de tilbragte deres juleaftener som fredsvagter. (hvor fredsfundamentalistisk kan man være ;o})
Så sad vi bagefter og så rulleteksterne, og konstaterede ganske rigtigt at FredsVagten var ikke krediteret, men ydermere viste det sig at Thorleif og jeg var heller ikke personligt krediterede… helt ærligt! Det er ikke det at mit navn ikke står dér i den rulletekst som alligevel aldrig blir læst, det er det at filmskaberne åbenbart ikke har så meget respekt for os at de har os i tankerne, når de skriver kreditlisten. Det er pinligt. Og jeg skrev da igen en mail til Per Holst; producenten med kopi til Lotte Svendsen; instruktøren og bad om at få osse det rettet i dvd-versionen. Der er nu gået snart 2 måneder, og trods en rykker har jeg ikke hørt fra dem. Det kalder ikke på respekt… men på eftertanke.
15. januar markerede vi at Martin Luther King ville være blevet 80 såfremt han stadig havde været i live. Vi fandt hans berømte ’I Have A Dream..’-tale fra 1963 i Washington og brændte den på en cd. Så havde vi den kørende hele dagen ud over Slotspladsen fra en lille batteriforstærker. På min formiddagsvagt afstedkom det det lille morsomme intermezzo at Martin Henriksen fra DF påstod at han er opkaldt efter Luther King. Vi tilstedeværende fredsvagter mente da helt bestemt ;O) at der måtte være sket en misforståelse et eller andet sted.
Ligeledes medio januar fik den sene fredsvagt fra 16 til 18 selskab af ’Skattevagten’, nogle unge konservative som inspireret af vores indsats stillede op med banner om at få fjernet skatten. I tv fortalte initiativtager Rasmus Jarlov at de opfattede skat som ’tyveri’ af borgerens penge. Med det afsæt fik jeg optaget et debatindlæg i Politiken om skat som solidaritet.
Det var sådan set meget underholdende at ha dem stående dér ovre ved statuen hver eftermiddag. De var jo flinke nok og Leif hjalp en dag med at lave en snemand som kunne holde den ene pind i banneret. De ophørte deres aktion 27. februar med en fest på pladsen… den har dog ikke givet meget genlyd i vores kreds som spektakulær begivenhed. (har aldrig hørt om den)
I Januar oplevede FredsVagten det desværre sædvanlige at de store demonstrationer, dels anstændighedsdemoen 10. januar inspireret af tuneserloven, og dels den store Gaza-demonstration 13. januar IKKE havde rum til at pege på FredsVagten som inspirerende forbillede udi at tage demokratiet alvorligt. Hvis nogen der læser dette kan forklare hvorfor det er sådan, så hører jeg meget gerne om det. Der MÅ være en god grund til at folk der slås for anstændighed, fred og demokrati forbigår FredsVagten igen og igen.
Således tegnede FredsVagten sig ganske skarpt ved den årlige demonstration i anledning af Irakkrigen 21. marts. Men det skyldtes primært at denne demo desværre var ramt af metaltræthed. Der var kun ca 250. Så vores venner udi fredsbestræbelserne har ikke nemmere ved at skaffe tilslutning end vi har. Det kalder igen på eftertanken.
Når vi tegnede os skarpt skyldtes det at nogle gode fredsvagter havde lavet et stort banner som på engelsk spurgte hvor mange flere afghanere der skal dø. Og Jørgen, som i høj grad er en del af FredsVagtens kerne, havde igen været kreativ og gik i demoen som døden med sin le.
Har politiske kredse i København ikke øje for vores indsats er der dog heldigvis andre der har. Således blev jeg medio februar inviteret til at holde foredrag om FredsVagten på Magleby Skolecenter ved Skælskør. En skole i Tvind-fællesskabet. Og søndag 29. marts var jeg inviteret til Boserup Skolecenter ved Roskilde hvor man havde lavet et solidaritetsarrangement med ’indsatte’ i Avnstrup Flygtningecenter. Jeg skal derud igen 6. maj for at holde et længere oplæg om krig og fred i FredsVagtens regi. Og jeg fik i samme moment kontakt med Hellebæk Skolecenter som osse gerne vil høre et foredrag om vores aktiviteter. Og det kaster oveni gode penge af sig til FredsVagtens Venner.
Ellers sker der egentlig ikke så meget der kan beskrives som spektakulære begivenheder. Det er hverdagen der tæller. Folk kommer forbi; køber et flag, stikker os en skilling. Et russisk rejseselskab og en knægt på 6 – 7 år der står og kikker på de smukke små fredsflag på mange sprog som Jørgen er mester for (se billede). De står i klynger rundt om nogle vintergækker som en anden fredsvagt har plantet. På et af dem står der MHP; russisk – udtales MIR. Jeg ser hans interesse og går hen, trækker det op af jorden og gir ham det. Så ser jeg at limen har svigtet; flaget sidder ikke længere fast på pinden. Men i vores kuffert er der en limstift, så jeg viser ham med gestik og mimik at følge med og får det limet fast. Så gik han tilbage til sit selskab… nåede ikke at få en løbeseddel med. Nåhja, hvis han havde en god oplevelse omkring ’fred’ så var det en af dagens gode oplevelser.
Som jeg osse nævnte sidst har vores natlogi for grejet ved muren været lidt truet af vagtmesterens interesse. Det viste sig at han er ikke ny i rollen… som jeg fabulerede sidst. Men han var blevet presset lidt fra sine overordnede; Folketingets formand og direktør (nå, så’n en har de selvfølgelig osse). Siden han henvendte sig anden gang og jeg tog tråden op og aftalte et møde; viste vores gode vilje til at indgå dialog, lykkedes det først 24. marts at få det møde, da han aflyste hver gang når jeg meddelte ham at nu var jeg igen på vagten, parat til at tale om tingene.
Vi havde allerede, som følge af en telefonsamtale, fjernet betonklodserne som han beskrev som godt kasteskyts, og det udtrykte han stor tilfredshed med, og var i det hele taget meget lavmælt. Han var tilfreds med tingenes tilstand og – fornemmede jeg, med at han kunne sige til sine overordnede at dialogen var etableret og at vi er samarbejsdsvenlige. Det var nok for ham. Og så lovede han at holde mit ønske i hu da jeg spurgte om han ikke kunne guide mig op i spiret med henblik på at ta et billede af FredsVagten deroppefra. Fint nok, flink mand, no problem.
I dag kom Svend Erik i sin lille røde bil. Han er osse en stakkel der er ramt af systemets vilkårlighed. Jeg har svært ved at få hold på hans historie, men det er klart at han er ramt af afmagt, og som sådan føler jeg med ham og er positiv overfor at snakke med ham. Men han er så såret at han ikke tåler indvendinger. Og indvendinger har jeg behov for thi han er meget sort/hvid og firkantet i sin mening om visse personer og hændelser.
Til sidst sagde jeg til ham at han måtte selv slås med sine dæmoner, jeg kunne ikke følge hans hadefulde karakteristikker.
Vi har osse i det forløbne kvartal haft et intermezzo omkring for meget øl på vagten. Vi fastholder vedvarende den borgerlige orden som betyder at FredsVagten må IKKE udvikle sig til et sted hvor man hænger ud omkring alkohol og/eller cannabis, men der er nogen uenighed om hvor meget det betyder, hvor vigtigt det er. Overvejende er der dog konsensus om at det IKKE skal forekomme. Hvis der er trang må man gå et andet sted hen, alternativt undvære det de timer.
I tror måske vi er udødelige, men det er vi ikke. Vi har stadig brug for jeres opbakning, og nu er det igen blevet tid.
I mange år har Jens, Christian og jeg klaret bestyrelsesarbejdet på rygraden, det betyder at vi ikke har holdt nogen møder. Måske er det tid til friskt blod der kunne samle støtte fra pinger i kultur- og erhvervseliten. Fx var Peter AG Nielsen forbi en dag hvor han overfor Katrine, som inkarnerede FredsVagten lige der, udtrykte stor respekt. Kan vi ikke få ham som ’ambassadør’ sammen med mange andre. Lad os snakke om det, og det blir
Generalforsamling
21. april kl. 19 hos Jens Nielsen, Boyesgade 3 st. th.
Jørgens fredsflag hilser alle sympatisører på mangfoldige tungemål.
Bo
